Information finder ny direktør internt

Udviklingsdirektør Stine Carsten Kendal afløser Mette Davidsen-Nielsen som adm. direktør på dagbladet Information.
Stine Carsten Kendal, ny adm. direktør for Information. | Foto: PR/Information
Stine Carsten Kendal, ny adm. direktør for Information. | Foto: PR/Information

Det bliver udviklingsdirektør Stine Carsten Kendal, der tager over som adm. direktør for mediehuset, når nuværende chef Mette Davidsen-Nielsen om kort tid forlader jobbet til fordel for en stilling som kulturredaktør på Politiken. Det skriver dagbladet i en pressemeddelelse.

Mette Davidsen-Nielsen ny kulturredaktør på Politiken

"Under Mette Davidsen-Nielsens ledelse er Information blevet styrket på alle væsentlige områder såvel forretningsmæssigt som organisatorisk. Som en del af ledelsen har Stine Carsten Kendal spillet en vigtig rolle i forretningsudviklingen på Information i de seneste år, og vi er derfor rigtig glade for, at hun har takket ja til at overtage stillingen som adm. direktør," siger Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Information, i meddelelsen.

"Stine Carsten Kendal har gennem de sidste tre år været med til at professionalisere Informations forretning og nytænke, hvordan vi skal tjene penge på indhold. Hun har stået for udvikling af engagerende projekter som Ph.d. Cup i samarbejde med DR og universiteterne og for udvikling af kurser og arrangementer, der trækker mange tusinde mennesker til Information hvert år," siger Lasse Bolander.  

Stine Carsten Kendal, 44, skal i et samarbejde med chefredaktør Rune Lykkeberg, der tiltrådte i august, trykke på speederen og sætte yderligere fart på udviklingen af Informations forretning og tilbud, skriver huset.  

"Information står stærkt i et udfordret mediemarked. Med Informations markante stemme og hele husets engagement skal vi kunne udbygge vores position og udbredelse. Jeg tror, der er endnu flere mennesker derude, der gerne vil forandre verden og har brug for de nye ideer og den viden, som vi laver journalistik om, udgiver bøger om og mødes om på Information," siger Stine Carsten Kendal og uddyber:  

"Vi har meget knappe ressourcer, og vi skal have fokus på at fortælle om de vigtigste ting i samfundet og at gøre det i de formater, der er mest brugbare for læserne og brugerne. Derfor skal vi også skabe nye, især digitale, produkter."

Mette Davidsen-Nielsen stopper på Information d. 5. december, hvor Stine Carsten Kendal tager over. Den nye direktør har tidligere være innovationsdirektør på Mandag Morgen og direktør i bureauet Kontrabande, inden hun for tre år siden blev hentet til Information som udviklingsdirektør.  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også