Mette Davidsen-Nielsen ny kulturredaktør på Politiken

Informations adm. direktør stopper for at blive ny kulturredaktør på Politiken. Hun skal også stå i spidsen for læserarrangementer og events.
Foto: Sigrid Nygaard/Information/Polfoto
Foto: Sigrid Nygaard/Information/Polfoto

Mette Davidsen-Nielsen siger farvel til Information og goddag til Politiken. Det oplyser hendes kommende arbejdsgiver i en pressemeddelelse.

På Politiken udvides den hidtidige kulturredaktør-post i forbindelse med Mette Davidsen-Nielsens tiltrædelse, der finder sted 2. januar 2017. Ud over kulturdækningen skal hun nemlig også stå i spidsen for Politikens læserarrangementer og events, som Politiken i stigende grad vil gøre til et selvstændigt forretningsområde, skriver Politiken.

"Med Mette Davidsen-Nielsen glæder vi os til at finde ny kraft og retninger i udviklingen af Politiken som Danmarks førende kulturavis. Som mediehus ønsker vi at være i endnu tættere dialog med omverdenen og vores kulturinteresserede læsere, og det bliver netop en af Mettes opgaver," udtaler Politikens ansv. chefredaktør, Christian Jensen.

Mette Davidsen-Nielsen nåede at være adm. direktør for Information i cirka seks år. Tidligere har hun blandt andet været kanalchef på DR2.

Direktør-afløser fundet internt

Mette Davidsen-Nielsen afløser Rune Lykkeberg, der tidligere på året skiftede fra kulturredaktør-posten på Politiken til chefredaktør på Information.

"Efter seks spændende år som administrerende direktør for Information glæder jeg mig til igen at arbejde direkte med journalistisk indhold i det danske mediehus, der prioriterer kulturen højest. Politiken har en unik rolle på kulturområdet, der hele tiden skal genopfindes og genforhandles med læserne for at bevare evnen til at være udfordrende, relevant og levende," udtaler Mette Davidsen-Nielsen.

På Information overtages Mette Davidsen-Nielsens direktørpost af Stine Carsten Kendal, der digtil har været udviklingsdirektør på avisen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også