Dato på afgørelse om JP/Pol og Børsen fusion

De nødvendige oplysninger er endelig på plads, så Konkurrencestyrelsen formelt kan behandle fusionen. Afgørelsen kommer senest i begyndelsen af det nye år.
Foto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto
Foto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto

I begyndelsen af januar lagde JP/Politikens Hus 800 mio. kr. på bordet hos svenske Bonnier for at købe Dagbladet Børsen. Før fusionen kan blive en realitet, skal den godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Nu foreligger den endelige anmeldelse af fusionen, hvilket betyder, at styrelsen formelt kan behandle anmeldelsen. Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse. Med den endelige fusionsanmeldelse træder de formelle tidsfrister samtidig i kraft.

”Det betyder, at Konkurrencerådet senest den 4. januar 2017 skal træffe afgørelse om fusionen. Dog med mulighed for forlængelse af fristen til den 1. februar 2017 under særlige omstændigheder,” skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

I første omgang er der en deadline på 25 dage, fra styrelsen modtager den fuldstændige anmeldelse af opkøbet, til at der træffes en beslutning. Hvis opkøbet umiddelbart kan godkendes, sker det inden for den tidsramme.

Hvis det ikke er tilfældet, indtræffer en ny situation. Her går sagsbehandlingen videre til en ny fase, hvor tidsfristen er på 90 dage. Lagt sammen med den første tidsfrist giver det altså 115 dage.

Jomfrueligt land

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varslede 26. februar 2016 fusionen på sin hjemmeside efter at have modtaget et udkast til anmeldelse fra fusionsparterne. Baggrunden for den længerevarende sagsbehandling er, at styrelsen ikke har haft lignende fortilfælde at trække på, når den skal vurdere, om opkøbet kan godkendes.

Det skal blandt andet afklares, om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sin sagsbehandling vil se på det danske mediemarked under én hat eller se isoleret på markedet for erhvervsmedier, hvor et opkøb vil betyde, at to store spillere, Børsen og Finans.dk, vil have samme ejer.

"Det er for tidligt at sige, hvordan markedet kan deles op. Vi skal ud og undersøge, om der konkurrenceretsligt set er et isoleret erhvervsmediemarked, eller om man skal se hele avismarkedet under ét. Der er ikke nogen dansk praksis for det, som vi kan læne os op ad, så vi skal lave en selvstændig analyse af det," sagde Søren Bo Rasmussen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, til MediaWatch i januar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også