MediaWatch

"Hemmelige dokumenter kan ikke ligge og flyde"

Statsministeren forklarer på et samråd tirsdag om Statsministeriets særlige sikkerhedsarkiv.

Foto: Jens Dresling/Polfoto

Der er intet fordækt eller ulovligt over Statsministeriets særlige sikkerhedsarkiv, forsikrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

"Det følger af lovgivningen, at hvis der er et dokument, der er stemplet yderst hemmeligt, så kan det ikke bare ligge og flyde. Så skal det opbevares helt særligt," siger han på samrådet i Folketingets kulturudvalg.

Her skal han tirsdag give oplysninger om Statsministeriets særlige sikkerhedsarkiv, hvori der findes "dokumenter, som af hensyn til deres karakter opbevares i et særligt sikkerhedsarkiv", har Statsministeriet oplyst til Jyllands-Posten.

Blandt andet oplysninger om regeringens viden om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben samt hemmelige besøg med statsledere før Irak-krigen i 2003.

"Den praksis, vi har, er fuldt ud i overensstemmelse med lovgivningen," siger Lars Løkke, der dermed mener, at samrådet "lidt ophæver sig selv".

"Jeg er da glad for den enorme interesse for vores interne logistik og hensynet til journalfolket i Statsministeriet. Det er en interesse og et engagement, som jeg indtil nu ikke selv har formået at udvise i den jobfunktion, jeg har."

Interviewforberedelse i arkivet

Sagen om arkivet kom frem, da Jyllands-Posten i foråret afslørede, at den nu nedlagte Irak- og Afghanistankommission havde fået overdraget en række hemmeligstemplede dokumenter fra arkivet.

Blandt andet oplysninger i forbindelse med et otte år gammelt interview med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om grundlaget for Irak-krigen. Om den konkrete sag siger Lars Løkke Rasmussen på samrådet:

"Jeg kan i sagens natur ikke vide, hvorfor man for ti år siden har lagt, må jeg forstå, nogle talestreger i forhold til den daværende statsministers interviewforberedelse ind på en sag, der øjensynligt så også har nogle andre elementer, der gør, at den er lagt i sikkerhedsarkivet."

"Det er ikke den fysiske placering af papiret, der har betydning for, om man kan få aktindsigt i det," tilføjer statsministeren.

Han understreger, at sikkerhedsarkivet er "en praktisk foranstaltning" til at passe ordentligt på klassificerede dokumenter. Men der ligger også ikkeklassificerede dokumenter i sikkerhedsarkivet, lader han forstå:

"Hvis man har nogle dokumenter, som er fortrolige, så er der en forpligtelse til også at passe særligt godt på dem. Men det gør det ikke ulovligt også at passe særligt godt på ikkeklassificerede dokumenter i sikkerhedsarkivet."

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

LA sendte politisk tv-reklame under FCK-kamp

Trods dansk forbud mod at sende politiske reklamer på tv tonede Liberal Alliance alligevel frem med politiske budskaber i reklamepause på TV3+ onsdag. Det kunne ske, fordi TV3+ sender fra Sverige, skriver LA-formand på Twitter.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs