Under overskriften ”Hvad laver Post Danmark?” kritiserer adm. direktør i distributionsselskabet FK, Mads Dahl, i Børsen Post Danmark og de danske politikere for at holde hånden over en forældet forretningsmodel og lovgivning på distributionsmarkedet.
Lovgivningen betyder blandt andet, at Post Danmark kan opkræve en afgift af de distributionsselskaber, som ikke har et fuldt landsdækkende netværk. Det sker, når selskaberne benytter Post Danmark til omdeling i tyndt befolkede områder og efterfølgende bliver opkrævet et gebyr udover den på forhånd aftalte pris, hvilket ifølge Mads Dahl gør det dyrere for virksomheder som FK at benytte Post Danmark end at distribuere posten og reklametryksagerne selv.
Han mener derfor, at der er behov for at ændre på måden, som markedet bliver reguleret på.
”Man kunne jo vælge at regulere Post Danmark, så distributionsnetværket skal udbydes på samme måde som staten gør på jernbanenettet. Eller man kunne vælge at Posten ikke må tage ublu priser, og dermed kunne blive et distributionsselskab for alle der skal have bragt post, aviser eller reklamer ud. Eller vi kan blive enige om en, omkostningsbegrundet - og gennemsigtig - model, der ikke er i strid med konkurrenceloven. Mulighederne er mange,” skriver Mads Dahl i Børsen.