S: B-breve som standard og færre postomdelinger

En ekstra dag til at bringe B-breve ud, og samtidig skal den langsomme post med ’B’ noteret ved siden af frimærket være standard. Sådan lyder de to første forslag i en tre-trins raket, som Socialdemokraterne har foreslået forud for forhandlinger mellem regeringen og partierne bag postforliget. Det skriver Politiken.
I dag er A-breve standarden. Fra nytår stiger prisen fra 10 kr. til 19 kr. for A-breve, så forbrugerne skal huske at skrive ’B’, hvis den vil undgå at betale den dyrere takst for at få brevet hurtigere omdelt.
”I de sjældne tilfælde, hvor man har behov for at sende noget fra dag til dag, skal det være et kurérlignende og noget dyrere produkt, som danskerne skal vænnes til at bruge sjældnere,” siger postordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
Sidste punkt i rækken af forslag fra Socialdemokraterne er et krav om regulering af arbejdsforholdene for firmaer, der leverer pakker. Det skal sammen med de øvrige forslag være med til at afhjælpe Post Danmark dårlige økonomi.
Forslagene falder umiddelbart i god jord hos Dansk Folkepartis postordfører, Henrik Brodersen. Ideen om færre postdage bliver også positivt modtaget af de konservatives ordfører på området, Rasmus Jarlov, som til gengæld er forbeholden overfor at gøre B-breve til standard og tvinge overenskomster igennem på pakkeområdet.
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) ønsker ikke at kommentere Socialdemokraternes forslag, men vil tage de videre drøftelser med partierne i forligskredsen.