Mens medierne puster ud efter en intens omgang med EU-stoffet op til afstemningen d. 3. december, er det værd at holde lidt fast i resultatet og dækningen.

Vi er vågnet op til en ny politisk virkelighed, hvor vi nu skal koncentrere os om, hvordan det går med at komme med i Europol, og om vi får parallelaftaler på de områder, partierne ønsker. Med andre ord kommer vi forhåbentlig til at se en lige så intensiv dækning af det europapolitiske område fremover.

Medietrykket bør være større

I fagbladet Journalisten forklarede juraprofessor Peter Pagh fra Københavns Universitet tidligere på måneden, at han op til afstemningen havde brugt 10-15 timer om ugen, cirka tre gange så meget som normalt, på at svare på spørgsmål fra journalister, der bad ham udlægge teksten om afstemningen.

Peter Pagh var positiv over for mediernes vilje til at forstå EU-afstemningen. Spørgsmålet er, om det skyldes, at det generelle niveau for EU-journalistikken er for lavt mellem valg og afstemninger, så det er let at lade sig begejstre. Det er i hvert fald min tese.  

Mellem 60-80 pct. af de love, der gælder i Danmark besluttes i EU og ikke i Folketinget. Derfor bør medietrykket være langt større på lovgivningsarbejdet i Bruxelles - også i perioderne mellem afstemninger og valg.

Her er det værd at bide fat i den høje stemmeprocent d. 3. december.

72 pct. af de stemmeberettigede satte deres kryds d. 3. december. Så selvom de fleste vælgere måske også syntes, det var en svær afstemning at tage stilling til, må man bare konstatere, at befolkningen var med. Også langt mere end til Europaparlamentsvalget sidste år, hvor stemmeprocenten var 56,3. Om borgerne i substansen har forstået alle 22 retsakter og dertilhørende politiske og juridiske konsekvenser, det er en anden sag. Men medierne bør se denne afstemning som en klar tilkendegivelse af, at befolkningen synes, EU er vigtigt.

Brug for mere EU-viden

Afstemningen, siger de kloge politiske hoveder, var et udtryk for, at vi ikke kun taler værdi- og fordelingspolitik som vælgere, men også i ligeså høj grad bekymrer os om magtpolitik. Et abstrakt politisk begreb som suverænitet gik igen i hele valgkampen, og det ligner, at det er her, slaget stod. Hvor meget kontrol og demokratisk medbestemmelse ville vi overlade til Folketinget og til EU? Ikke så meget som ja-partierne og deres støtter ønskede. Selvom det blev et tydeligt nej (53,9 pct.), var der mange, der havde sympati for udvalgte dele af de 22 retsakter, og de lovændringer, de ville medføre.

Men hvis det er rigtigt, at vælgerne er så optagede af magten, bør medierne så ikke også være det i videre udstrækning? Svaret er indlysende, jo selvfølgelig! Men der er brug for mere viden om EU, og det kalder på en mere integreret dækning mellem den nationalpolitiske dækning og den EU-politiske i medierne.

Vi bør som medier blive bedre til at tydeliggøre EU-systemets opbygning med dets forskellige instanser og deres indbyrdes magtforhold. Vi skal være bedre til at evaluere EU-lovgivning og generelt sætte spørgsmålstegn ved EU’s gøren og laden i den daglige dækning. Vi skal være ligeså kritiske overfor den politiske proces i EU, som vi er overfor den danske og granske kommissionens forslag lige så meget som udspil fra regeringen. Vi skal være meget bedre til at facillitere den europapolitiske debat og med objektivitet og godt indhold. Befolkningen synes at efterspørge det.