MediaWatch

Billigere at bøje nakken end at provokere og udfordre

Aviser og tv-stationer må nu tænke i sikkerhed, før de vover sig ud i satire. Det kræver ikke kun mod, men også kontanter. Hvem får råd? Politikens Anders Jerichow stiller spørgsmålet.

Foto: JANUS ENGEL/POLFOTO/ARKIV

Kommentaren er første gang bragt på Politiken.dk og bringes her med tilladelse fra forfatter og medie.

Hvis I var redaktører på en avis eller et magasin, ville I da ansætte en politisk bladtegner?

Ja, lyder det fra folkehavet efter Charlie Hebdo. Solidaritet, runger det!

Men de døde skal man huske og værdsætte. Solidaritet er noget andet – den vises over for levende, som stadig er truet.

Og beklager. Voldsmændene i Paris har ikke alene myrdet tegnere, journalister, politifolk og jøder i voldsmændenes racistiske rus.

Voldsmændene har derved også ændret økonomisk på spillereglerne for politisk satire.

Det handler om tegninger, men ikke kun om dem. Også journalister, forfattere, filmmennesker og teaterfolk er nødt til at have Paris-mordene i baghovedet – og i deres økonomiske kalkule.

Spørgsmålet er, om aviser, forlag, tv-stationer, teatre og filmproducenter har råd til at deltage i denne virkelighed?

Det er jo ingen hemmelighed, at JP/Politikens Hus har investeret en formue i at beskytte sine bygninger og medarbejdere.

Det har andre medier betragtet med en blanding af ærefrygt og håb om, at det ikke berører dem.

Efter Paris er det forandret.

Grin med bid koster

Derfor igen: Hvis I var chefer for en avis, et forlag, et tv-station eller et teater: Ville I ansætte en politisk bladtegner? En provokerende forfatter eller dramatiker? En grovkornet humorist?

Spørgsmålet er ikke, om satiren er sjov. Om den er berettiget i forhold til ’konteksten’. Om den er velargumenteret. En hvilken som helst blad-, tv- eller teaterchef er nødt til at afgøre, om den politiske satire vil være prisen værd?

Den brutale virkelighed er, at små aviser og forlag ikke har råd til at betale de millionbeløb, som det koster Danmarks største aviser at forsvare sig mod dagens forbrydere. Det kan også blive umuligt for tv-stationer, teatre og biografer. Det er ikke principielt. Det er konkret.

Og det kan ikke sammenlignes med den brutale indflydelse, som andre terrorister har haft på luftfart. Hvis det ikke var for forbrydere som Leila Khaled og Osama bin Laden, slap vi i dag for at bruge en ufattelig mængde tid i lufthavne på at tage bælter af, samle toiletgrej, få gennemlyst håndbagage, blive kropsvisiteret og for at betale for hele det vanvid af sikkerhedsforskrifter, som de politiske voldsmænd har prakket os på.

Slappe slipper billigere

I luftfarten er der intet alternativ. Alle selskaber og alle passagerer betaler det samme for sikkerhed.

I medierne bliver det billigere at bøje nakken. De slappe eller forsigtige blade, tv-stationer og teatre slipper billigere end de grovkornede eller provokerende.

Det modbydelige er, at det ikke er redaktioner, der sætter grænsen. Voldsmænd kan få veto, hvis vi ikke passer på.

Charlie Hebdo tillod sig den luksus at slække på beskyttelsen sidste år. Da voldsmændene mødte op i sidste uge, var beskyttelsen ikke tilstrækkelig.

I dag er det nemt at krybe op på den højeste hest og fristende at iklæde sig den modigstes robe – i solidaritet.

Aldrig har politisk satire haft så mange tilhængere. Charlie Hebdo var både grov og svulstig, når det passede redaktionen. Men i slipstrømmen fra chokket i Paris anerkendes politisk satire velgørende som ilt til samfund i åndenød.

Men den ny hverdag er anderledes. Nu koster det at være begejstret for politisk satire. I kroner og reelt i millioner. Hvem skal betale?

Risikoen tæller i regnskabet

Her er hverken tale om, at medier eller kulturinstitutioner betaler lige meget – eller om de enkelte medier eller tv-stationer og teatre kan betale, når regningen kommer, og læserne eller seerne har vist deres påskønnelse ved at købe flere blade eller flere billetter.

De enkelte blade, tv-stationer, forlag og teatre er nødt til på forhånd at tage sikkerheden med i kalkulen, før de publicerer politiske bladtegnere. Før de udgiver en bog. Før de producerer et teaterstykke. Før de siger ja til et tv-program.

Politiet er naturligvis klar, når ulykker truer, ligesom politiet tager slæbet og udgiften ved de store fodboldkampe.

Men den udgift, som voldsmændene i Paris efterlader sig, skal ikke betales, når ulykken er ude eller ved de store aviser og festforestillinger. Den skal betales hver eneste dag for at udgå rædselsdage som den i Paris.

Og regningen skal indtil videre betales af aviserne, forlagene, tv-stationerne og teatrene selv.

Det kræver ikke bare mod. Det kræver kontanter. Og det er skræmmende: Ikke alle får råd.

Mere fra MediaWatch

16 medarbejdere fratræder på Jyllands-Posten

Syv journalistiske medarbejdere forlader avisen, mens yderligere ni medarbejdere er blevet opsagt - herunder en redaktionel analysechef. Derudover lukker Jyllands-Posten for kommentarsporet på Facebook. (Opdateret)

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs