5 hurtige om tronskiftet i JP/Politikens Hus

Hvorfor skifter JP/Politikens Hus direktør og formand, og hvad betyder det for mediehuset? Få et overblik over de vigtigste spørgsmål og svar her.

 

Hvorfor skifter JP/Politikens Hus topledelse?

Det er både et ledelsesskifte og et generationsskifte. Nuværende bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl fylder senere denne måned 65 år og afløses nu af den 10 år yngre Lars Munch. Rokaden kan samtidig ses som udryk for, at første epoke af fusionen mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus i 2003 er hakket af. Mediehuset står i dag stærkt økonomisk og indholdsmæssigt. Fremover skal huset fokusere på nye udfordringer: Opgaven er ikke længere at sikre en vellykket fusion, men at sikre husets fremtid i et marked, hvor dagbladenes traditionelle forretningsmodel udhules og skal genopfindes.

 

Hvad er forskellen på den afgående og nye bestyrelsesformand?

Jørgen Ejbøl har ikke for ingenting fået tilnavnet "pansergeneralen". Han er kendt for at skyde med skarpt i den offentlige debat, senest i forbindelse med Pressenævnets historisk hårde kritik af Ekstra Bladets dækning af de danske piratgidsler. I modsætning hertil har Lars Munch haft en langt mere diplomatisk og underspillet profil udadtil, måske fordi fokus primært har været på de indre linjer, hvor han er kendt og respekteret som en samlende figur. Begge deler de dog en kompromisløshed, når det gælder JP/Politikens Hus bærende strategi: En fri presse står og falder med økonomisk uafhængighed.

 

Hvem skal afløse Lars Munch?

Ny CEO er per 1. marts Stig Kirk Ørskov, der er tidligere chefredaktør for Politiken. Han har siden 2010 været koncerndirektør, COO, i JP/Politikens Hus og er blevet karakteriseret som en "kronprins" i huset. Med Stig Kirk Ørskovs overtagelse af hjørnekontoret på Rådhuspladsen er generationsskiftet i topledelsen komplet. Den nye adm. direktør er født i 1970 - og dermed på samme alder som afgående direktør Lars Munch var, da han tiltrådte som adm. direktør for JP/Politkens Hus i 2003. Generationsskiftet har også et teknologisk side. Stig Kirk Ørskov har i høj grad beskæftiget sig med den digitale udvikling og kan dermed blive en garant for at føre JP/Politikens Hus gennem den digitale transformation, husets udgivelser står midt i.

 

Hvad betyder skiftet for JP/Politikens Hus?

Det fusionerede mediehus går ind i en ny fase. JP/Politikens Hus har hidtil gjort en dyd ud af at nedtone koncern-brandet for at give de tre avisbrands, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken hovedfokus. En grundpille i fusionen har været at bevare mediernes redaktionelle selvstændighed og egenart. Lars Munch er dog en varm fortaler for, at Danmark har brug for et stærkt publicistisk lokomotiv - som Norge har Schibsted eller Sverige Bonnier. Med Lars Munch i formandsstolen og egenkapitalen velspækket har JP/Politikens Hus formentlig kurs mod ekspansion i udlandet.  Lars Munch har tidligere udtalt, til bl.a. Børsen, at koncernen gerne vil udvide sin forretning i Sverige og også gerne i andre lande.

Med valget af Stig Kirk Ørskov som ny adm. direktør er huset ledelsesmæssigt kørt mere i stilling til at udvikle forretningen i en digital medievirkelighed - uden at kontinuiteten i huset brydes. Parløbet, Lars Munch og Stig Ørskov har haft i direktionen, kan fortsætte, omend i andre rammer. Et sted brydes kontinuiteten dog. Hvor fordelingen af formands- og direktørposten hidtil har afspejlet en magtfordeling mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus, er det nu to topledere med rødder i Politikens Hus, der tegner virksomheden.

 

Forsvinder Jørgen Ejbøl fra JP/Politikens Hus?

"Nej. Jørgen Ejbøl bliver næstformand for bestyrelsen, indtil han om et år træder helt ud af JP/Politkens Hus bestyrelse. Herefter indtræder han som formand for bestyrelsen i Jyllands-Postens Fond, hvor han i dag er næstformand. Han får dermed ekstra tyngde i fonden, der ejer halvdelen aktierne i JP/Politikens Hus A/S. Den anden halvdel ejes af Politiken-Fonden, der har Karsten Ohrt som formand, der også er bestyrelsesformand for Ny Carlsbergfondet.

 

Tronskifte på vej i JP/Politikens Hus 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også