Han er blevet kaldt aviskriger, pansergeneral og ”general Patton”.  De lidet kælne tilnavne skyldes til dels Jørgen Ejbøls egen vidt citerede udmelding om, at hans ”kampvogn ikke havde noget bakgear”. 

Men de grunder helt fundamentalt i den tidligere Jyllands-Posten-chefs og nu fratrædende bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus' ganske offensive, ja strategisk aggressive, ledelsesstil, der op gennem 1990’erne gjorde den jyske avis til et landsdækkende dagblad.

Da Ejbøl tiltrådte som chefredaktør og direktør på Jyllands-Postens hovedsæde i Viby i 1993, opstillede han to mål. Begge syntes dengang urealistiske: 150.000 i dagligt oplag – og 250.000 i søndagsoplag.

Han indledte en regulær og udpinende aviskrig om annoncer og læsere. Og stik i mod markedet blev begge mål indfriet: Jyllands-Posten blev Danmarks langt største avis.  

Pansergeneralen i offensiven

Det var i disse år hans image som bulderbasse blev cementeret.  Jørgen Ejbøl har ikke været bange for krig. Han har sloges mod andre medier, mellemledere og almindelige, menige medarbejdere . Han gik i krig udadtil og strammede til indadtil.

Tidligere ansatte har fortalt, at var man som JP-journalist  ”en af Ejbøls drenge”, havde man en eminent sjov og støttende chef. Var man ikke på Ejbøls hold, var situationen derimod en hel anden: Konflikt og kritik, hvis man da ikke blev totalt ignoreret.

Men Ejbøl har klaret sig på trods af og på grund af sin hårde ledelsesstil. Han har været hårdfør. To gange har han overlevet det, der ligner regulære kupforsøg.

Forsøgt væltet på Jyllands-Posten

Første gang på Jyllands-Posten, da hans næstkommanderende, daværende chefredaktør Ulrik Haagerup, nu nyhedsdirektør i DR, i 2001 forsøgte at vælte ham.  

De to ledere var rygende uenige om driften og den redaktionelle linje: Haagerup mente ikke, at de ganske omfattende nedskæringer, der på to år skar hver fjerde medarbejder væk, var redaktionelt forsvarlige. Og rygterne insisterede på, at den unge chefredaktør i et 11 sider langt brev til hele avisens bestyrelse også anklagede Ejbøl for at lægge en lige lovlig højreorienteret redaktionel linje.

Men Ejbøl var stærkest. Bestyrelsen afskedigede Haagerup.

Bestyrelsesformanden sad tungt

Syv år senere, i 2008, var der uro om Ejbøl i bestyrelsen for JP/Politikens Hus.

Ejbøl var som Jyllands-Postens mand sikret sin formandspost i fem år efter i fusionen – medmindre Jyllands-Postens Fond selv ville pege på en ny formand. Efter de fem år, havde selskabets bestyrelse, der er udpeget af de to ejer-fonde, Politiken Fonden og Jyllands-Postens Fond, muligheden for at ændre på holdet.

I Politiken Fonden kunne medlemmerne imidlertid ikke blive enige om, hvem man skulle pege på. Tre af Politiken Fondens mænd i JP/Politikens bestyrelse ønskede, at Ejbøl forlod formandsstolen. Men fonden var ikke enig. Og det var de tre bestyrelsesmedlemmer, og ikke Ejbøl, der endte med at forlade bestyrelsen.

 
Ejbøls regeringstid blev i første omgang forlænget med et enkelt år, og samtidig blev reglerne for formandsvalg ændret: Nu skulle de to fonde, ikke JP/Politikens bestyrelse, forhandle sig frem til en ny formand. Det blev tolket som en styrkelse af Ejbøls formandskab: Nu kunne end ikke uro i hans egen bestyrelse vælte ham.

Bestyrelsesformand i 10 år

Ejbøl har som bekendt siddet på posten siden.

Da Jørgen Ejbøl sammen med Lars Munch sammenhæftede Jyllands-Posten og Politikens Hus i 2003, fik diplomaten og cand merc.’en Lars Henrik Munch ansvaret for den daglige drift af koncernen. Ejbøl fik som Jyllands-Postens  strategiske angriber posten som bestyrelsesformand. 

En rolle, der ofte kræver en besindig og konfliktløsende hånd blev altså overgivet til en chef, der i årene op til fusionen ikke var bange for at gå i rette med nogen - slet ikke med Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden. 

Som bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus var han med til at orkestrere koncernens modangreb på både Berlingske-koncernen og gratisaviserne. I 2006 lancerede huset sit udmagrende modangreb på islandske Nyhedsavisen med gratisaviserne 24timer og JP Århus. Nyhedsavisen bukkede under, men de to gratisaviser var kostbare og investeringstunge våben for JP/Politikens Hus.

Ikke bekymret for rygtet

Jørgen Ejbøl synes aldrig at have bekymret sig om tilnavnet ”pansergeneralen” eller omdømmet som en offensiv og strategisk grænsende til militant chef. Han gør det, han selv og bestyrelsen finder nødvendigt, har han sagt.

Ejbøl er ikke kun blevet kendt som en økonomisk og forretningsmæssig kriger. Han er også omtalt som en engageret publicist, der brændte for - og stadig brænder for - journalistikken og den frie presse.

Han modtog sidste år Publicist Prisen - en pris, som han i øvrigt med vanlig kampiver kvitterede for med en tale, der mest af alt var et bragende angreb på DR og den danske mediepolitik. Og han sidder i bestyrelsen for en række internationale medier og interesseorganisationer.

Gradvist ud af bestyrelsen

Jørgen Ejbøl forlader ikke helt koncernen. I første omgang træder han et skridt ned ad stigen og bliver, når Lars Munch overtager posten som bestyrelsesformand ved generalforsamlingen i marts, næstformand i bestyrelsen.

Den post skal han, ifølge en pressemeddelelse fra JP/Politikens Hus, bestrider indtil generalforsamlingen i 2015, hvor han træder helt ud af bestyrelsen. Han skal da i stedet være formand for Jyllands-Postens Fond, hvor han i dag er næstformand.

Fonden, der ejer halvdelen af JP/Politikens Hus, har som primær opgave at ansætte chefredaktører på Jyllands-Posten og udnævne bestyrelsesmedlemmer til JP/Politikens Hus.

Opdateret kl. 11.26 med oplysninger om Ejbøls nye rolle i koncernens bestyrelse.