Poul Madsen: Pressenævnet går for vidt

Pressenævnet går for vidt, når de pålægger Ekstra Bladet at rydde forsiden på både print og web i syv dage for at beklage avisens dækning af gidselsagen. Det mener avisens chefredaktør.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Både Ekstra Bladet og TV2 fik i går alvorlig kritik af Pressenævnet for deres omtale af en sag, hvor to danskere blev holdt som gidsler hos somaliske pirater i 838 dage.

Nævnet pålægger Ekstra Bladet at sætte kendelsen på avisens forside i dag og på hjemmesiden eb.dk for at oplyse, at Ekstra Bladet har fået alvorlig kritik.

Kritikken skal bringes i samme opsætning og størrelse på den trykte avisforside, som da kampagnen begyndte sidste år, og på eb.dk skal avisen i syv dage gøre opmærksom på Pressenævnets kritik øverst på siden.

Poul Madsen siger i dag i et interview med Politiken, at kendelsen fra nævnet ”sådan set er ok”. Men han bryder sig ikke om, at Pressenævnet dikterer, hvordan han skal redigere avisen.

”Det er at gå for vidt. Og endnu værre er det, at vi på mobilsitet og eb. dk er helt låst på toppen af sitet i syv dage, fordi kendelsen skal ligge i et specifikt felt”, siger Poul Madsen.

Ekstra Bladet får bl.a. kritik for at have bragt interview med det ene gidsel, kaptajnen Eddy Lopéz, uden at gøre læserne opmærksomme på, at denne ikke kunne udtale sig frit, fordi han var omgivet af bevæbnede vagter.

Mediejurist, Oluf Jørgensen, mener, det er det mest omfattende krav til synlighed, nævnet nogen sinde har bestemt.

Nævn har forstået politisk signal

Ifølge Poul Madsen har man fra politisk side haft et ønske om mere omfattende sanktioner mod medier som Ekstra Bladet.

”Pressenævnet har forstået det politiske signal, der hedder, at medierne skal have nogle bank. Vi er nogle grimme nogle, og kendelsen skal være så synlig, at folk kan se, hvor grimme vi er”, siger Poul Madsen til Politiken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også