Sjællandske køber tre ugeaviser af Berlingske

Som et led i salget af Berlingske Media opkøber Sjællandske Medier tre ugeaviser og sælger samtidig sin andel af Sjællandske Avistryk til Berlingske.
De første brikker i salgsprocessen omkring Berlingske Media faldt endeligt på plads i går. Sjællandske Medier og Berlingske indgik aftale om en handel, der omfatter tre sjællandske ugeaviser samt trykkeriet i Slagelse, Sjællandske Avistryk, som Sjællandske og Berlingske Media har ejet i fællesskab.

Med handlen opkøber Sjællandske Medier ugeaviserne Det ny Odsherred, Lokalavisen Taastrup samt Vestegnen. Til gengæld afhænder Sjællandske sin ejerandel på 25 pct. i trykkeriet Sjællandske Avistryk til Berlingske Media, der bliver eneejer.

"Det er tre ugeaviser, der passer godt ind i det lokale og regionale koncept, vi har, og derfor hænger godt sammen med den type forretning, vi er

gode til at drive," siger adm. direktør Torben Dalby Larsen, Sjællandske Medier.

Med opkøbet konsoliderer Sjællandske Medier sig i Vestsjælland, hvor Det ny Odsherred har ligget i skarp konkurrence med Sjællandske Mediers ugeavis Odsherredskysten - de to bliver nu slået sammen.

"Der er ikke basis for to ugeaviser i området," siger Torben Dalby Larsen.

Mediecenter i Taastrup

Derudover styrker Sjællandske Medier med købet af ugeaviserne Lokalavisen Taastrup og Vestegnen sin forretning i omegnskommunerne. Her driver det regionale mediehus i forvejen Dagbladet Roskilde, der har en lokalredaktion i Taastrup, og ugeavisrerne Sydkysten Syd, Sydkysten Nord og Sydkysten Weekend, der dækker området syd for København til Solrød Strand.

"Vi har været i Taastrup i flere år og kan nu cementerer vores tilstedeværelse ved at få ugeavisen med. Ugeavisen Vestegnen er en naturlig medspiller med Lokalavisen Taastrup og Sydkysten, som vi driver i forvejen," siger Torben Dalby Larsen, der uddyber, at planen er at samle Dagbladet Roskildes lokalredaktion i Taastrup og Lokalavisen Taastrups redaktion i et mediecenter, der samtidig skal stå for et online tilbud med lokalnyheder fra Taastrup, der formentlig bliver en underside til Sjællandskes Sn.dk. Et lignende lokalt lokalt mediecenter har Sjællandske i Greve.

Ikke flere køb

Hvor høj prisen har været, vil Torben Dalby Larsen ikke kommentere, men siger, at der er tale om forholdsvis store ugeaviser, og derfor heller ikke helt billige ugeaviser. Lokalavisen Taastrup og Vestegnen har sammenlagt et oplag på omkring 140.000, dertil kommer Det ny Odsherred, der har et mindre oplag på omkring 23.000 eksemplarer. Han afviser samtidig, at Sjællandske Medier går i flere opkøbstanker omkring Berlingske:

"Der er ikke andre aktiviteter i Berlingske, vi gerne vil overtage, vi har købt det, vi var interesserede i," siger direktøren, der bekræfter, at der var tale om en hurtig handel, der tog udgangspunkt i det fælles trykkeri i Slagelse, som Sjællandske ikke har været interesseret i at overtage, da huset i forvejen driver tre lokale trykkerier.

Berlingskes ejer Mecom har efterfølgende oplyst i en børsmeddelelse, at prisen for de tre ugeaviser er på 37, 5 mio. kr. - mens Berlingske Media betaler 6,5 mio. kr. for andelen af Sjællandske Avistryk.

Forhandler om Syddanske

Sjællandske Medier købte sidste år også flere midtsjællandske ugeaviser af Berlingske Media samt en ugeavis i Kalundborg og afsluttede dermed et par års ugeaviskrig i området. Med gårsdagens håndslag ser den sjællandske konsolidering ud til at være komplet.

Ud over handlen med Sjællandske ligger Belingske Media i øjeblikket i forhandlinger med Den Sydvestjydske Venstrepresse om et salg af Syddanske Medier og Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Samtidig har koncernen givet lokalaviserne i Midtjyske Medier, der bl.a. tæller Århus Stiftstidende, indtil udgangen af juni til at undersøge den lokale opkøbsinteresse for dagbladene.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også