Kunstner vil ikke føre strid mod avis til landsretten

Berlingske bragte foto, hvor maleri kunne ses i baggrunden. Byretsdommer mente ikke, ophavsret blev krænket.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

Kunstneren Jorit Tellervo vil ikke føre en sag om ophavsret mod avisen Berlingskes ansv. chefredaktør, Tom Jensen, en fotograf og Berlingske Media for landsretten. Det oplyser Tellervos advokat, Johan Løje, til Ritzau.

I begyndelsen af marts blev chefredaktøren, fotografen og mediehuset frifundet af en dommer i Københavns Byret.

Sagen drejede sig om et foto bragt i Berlingske. Billedet var taget i en kantine i et kontorfællesskab i Nyhavn i København. Her skulle avisens fotograf fotografere den danske investor Peter Warnøe og den amerikanske iværksætter Jared Heyman.

I kantinen hang et stort valmuemaleri af Jorit Tellervo, og hun mente, at hendes ophavsret som kunstner blev krænket, ved at Berlingske bragte billedet.

Hun forlangte derfor dels, at Berlingske skulle forbydes at fremstille eksemplarer af fotoet, herunder også digitalt ved at bringe billedet på nettet, og dels forlangte hun en godtgørelse på 100.000 kroner plus renter.

Hos Berlingske afviste Tom Jensen, at man havde gjort noget forkert ved at bringe billederne, og dommer Henriette Sartvin i Københavns Byret var enig. I dommen skrev hun blandt andet:

”Uddraget af maleriet fremstår som en farvestrålende baggrund på fotoet, men findes efter rettens opfattelse i den anførte sammenhæng at være af underordnet betydning.”

Og netop fordi maleriet spillede en underordnet betydning, var fotoet efter dommerens opfattelse omfattet af en bestemmelse i ophavsretsloven, som gjorde, at avisens brug af billedet ikke kunne anses som en krænkelse.

Jorit Tellervo fik altså ingen godtgørelse. I stedet blev hun dømt til at betale sammenlagt 35.000 kroner til at dække modpartens sagsomkostninger. Dertil kommer de udgifter, som hun selv har haft i forbindelse med sagen, herunder advokatsalær.

Johan Løje siger til Ritzau, at han og hans klient stadig er af den opfattelse, at der er tale om en ophavsretlig krænkelse.

”Hvis ikke vi mente det, havde vi ikke anlagt sagen i første omgang. Men min klient ønsker ikke at bruge mere tid på sagen, og hun synes, at hun har betalt nok.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også