Berlingske Media frifindes i strid med kunstner om foto

I 2019 bragte Berlingske et foto, hvor et valmuemaleri sås i baggrunden. Avisen frifindes for kunstners krav.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Ritzau

Berlingske Media, ansv. chefredaktør Tom Jensen og en fotograf fra avisen går fri i en sag, hvor en kunstner havde sagsøgt dem for at bringe et foto, hvor hendes maleri kunne ses i baggrunden.

Det er Københavns Byret, som mandag har frifundet mediet og de to andre sagsøgte.

De var blevet sagsøgt med et krav om 100.000 kroner i vederlag og godtgørelse, fordi kunstner Jorit Tellervo mente, at ophavsretten var krænket.

Det var i 2019, at fotoet blev taget i en kantine hos et kontorfællesskab.

Her blev kunstnerens store valmue-maleri udstillet, da Berlingskes fotograf var kommet for at fotografere den danske investor Peter Warnøe og den amerikanske serieiværksætter Jared Heyman.

På avisens billeder ses investorerne sidde og snakke ved et bord i kantinen i forgrunden, mens maleriet med de store røde valmuer pryder næsten hele baggrunden.

I både april og december 2019 blev billederne bragt. Det var først anden gang, at kunstneren blev opmærksom på det efter henvendelse fra flere af sine kunder.

Da var det i forbindelse med artiklen: ”Professor afskriver Warnøes venturefond: Bilagsrod er giftigt”. Og Jorit Tellervo følte sig til sin store frustration associeret med artiklen.

Hun skrev til fotografen og spurgte, hvor billedet var taget, og at billedet måtte være en ikkelovlig kopi, og fotografen svarede, hvor fotoet var taget. Tellervo takkede derefter for informationen.

”Jeg regnede med, at det var nok til at få fjernet alting, men så dukkede det op igen for et år siden,” har hun tidligere forklaret til Ritzau.

Det var 27. januar 2022, og da hev hun en advokat ind i sagen. Men Berlingske nægtede brud på ophavsretten, og det blev til en sag for Københavns Byret.

Berlingske fjernede billederne fra artiklerne nogle uger før retssagens begyndelse.

Det skyldtes ifølge chefredaktør Tom Jensen, at man ville afvente retssagen. Han har afvist, at avisen har gjort noget forkert ved at bringe billederne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også