"Forestillingen om nyheder og medier skal være gratis er omsider slået i jorden"

Julestafet 2021: En renæssance for de private nyhedsmedier under coronakrisen, sexismesagerne i mediebranchen, minkskandale og håb om at de private medier fastholder fremgangen er blandt de centrale nedslagspunkter i dagens julestafet fra erhvervsredaktør på Berlingske, Thomas Bernt Henriksen.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

For mediebranchen 2021, hvad var:
 

… årets bedste nyhed?

"Historien om coronakrisen er også en historie om en renæssance for de private og redigerede nyhedsmedier som Berlingske, Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten. Forestillingen om nyheder og medier skal være gratis er omsider slået i jorden, ligesom den uredigerede verden på de sociale medier, ikke mindst Facebook, er under pres."

 … årets overraskelse?

"Sexisme og krænkelsessagerne i mediebranchen."

… årets jobskifte?

"Simon Andersens skifte fra nyhedschef på Berlingske til chefredaktør på Loud lige foran Henrik Qvortrups udnævnelse til chefredaktør på Ekstra Bladet."

… årets brøler?

"At Michael Dyrby, tidligere chefredaktør på B.T., ikke stillede op til kritiske spørgsmål fra medierne i dagene efter offentliggørelsen af dokumentaren om sexisme og krænkelser på TV 2."

… årets citat/tweet?

"»FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os,« - sms fra departementschef Barbara Bertelsen til Per Okkels, forhenværende departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet under pressemøde om mink 4. november 2020."

 … årets historie?

"Minksagen og rigsretten er to af årets største journalistiske historier. Men skal man vælge én, er det mediernes dækning af minksagen og granskningskommissionen, og dermed Jacob Fribergs vedholdende dækning af sagen i B.T., som nu er indstillet til en Cavlingpris."

 … årets idé?

"At genopfinde Radio 24syv."

 … årets cliffhanger: Hvad er du mest spændt på i 2022?

"Hvis der er noget, vi skal håbe på i 2022, så er det, at fremgangen, herunder de positive økonomiske nøgletal, for medier som Berlingske, Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten fortsætter usvækket. Berlingske nåede 100.000 abonnenter i 2021. En af mediernes vigtigste opgaver bliver at knække koden til at få unge til at blive bevidste medieforbrugere i stedet for, at de unge regner med, at nyhederne når dem helt automatiske via sociale medier. Private og magtkritiske medier er en helt afgørende bestanddel af den demokratiske samtale, og den opgave kan statsmedier som DR og TV 2 aldrig løfte."

Drillespørgsmål fra Christian Rabjerg Madsen, finansordfører og politisk ordfører for Socialdemokratiet:

Hvordan forklarer Thomas Bernt Henriksen, at dansk økonomi stort set aldrig har klaret sig bedre og klarer sig bedre end langt de fleste andre europæiske økonomier, når regeringen hele vejen igennem konsekvent har gjort præcist det modsatte af, hvad du og B har plæderet for på lederplads?

 

Svar fra Thomas Bernt Henriksen:

"Tak til Christian Rabjerg Madsen for det fine spørgsmål, som jeg er meget taknemmelig over.

Statsministeren lovede i januar på TV 2, at hun ville føre en anden krisepolitik end sine forgængere og kaldte det ved samme lejlighed gammeldags og borgerligt at gå op i, hvordan regningen for krisen skulle betales. Statsministerens udtalelser førte til en voldsom debat blandt økonomer og andre om størrelsen af statens gæld. Vi på Berlingske kan med glæde konstatere, at stort set alle socialdemokrater går i panik, når man nævner Anker Jørgensen som et skræmmebillede i forhold til Mette Frederiksens økonomiske politik. Det er da godt.

Rabjerg Madsen spørger så i dag, hvordan jeg ser på regeringens økonomiske politik, når dansk økonomi har klaret sig så godt gennem coronakrisen, fordi regeringen har gjort præcist det modsatte af, hvad Berlingske har argumenteret for på lederplads. 

Svaret er, at regeringen har gjort det præcise modsatte af, hvad statsministeren talte om i januar. Regeringen har ført en forsigtig og ansvarlig krisepolitik, og har sågar sørget for at krisepolitikken var delvist selvfinansierende, da man slap danskernes egne feriepenge løs til forbrug - og beskatning. Den offentlige gæld er steget mindre under coronakrisen end under finanskrisen, viser regeringens økonomisk redegørelse. Quod erat demonstrandum ("Hvilket skulle bevises" - et udtryk, der til tider bruges i forbindelse med matematisk bevisførelse, red.).

Altså er der i substansen ingen forskel på krisepolitikken under coronakrisen og under finanskrisen, da blå blok regerede, især da regeringen nu med egne ord strammer finanspolitikken hårdt op i 2022. Det samme gjorde den socialdemokratiske regering, da Bjarne Corydon var finansminister, mens vi var nogle, der dengang advarede om, at finanspolitikken måske var for stram, mens gældskrisen i Europa rasede. 

Vi bilder os på Berlingske naturligvis ikke ind, at vores advarsler på nogen måde har spillet nogen rolle for regeringens økonomiske politik, men vi skal naturligvis gerne skrive en ny leder, hvor vi glæder os over, at den økonomiske konsensus er uberørt af finanskrisen - og vi skal gerne advare igen, hvis statsministeren - med Rabjerg Madsens opbakning - igen siger tossede ting." 

… sidst, men ikke mindst: Hvem vil du sende Julestafetten videre til og med hvilket drillespørgsmål?

Til Nikolaj Sommer, nyhedsdirektør på Børsen.

Tillykke med, at Børsen får en flot placering i RUC's undersøgelse af tilliden til danske nyhedsbrands. Vi er her på på Berlingske også tilfredse med vores placering. På Twitter skriver du, at Børsen er det mest troværdige skrevne medie efter public service-kanalerne DR og TV 2, og det rejser, når man graver lidt i undersøgelsen, et par spørgsmål.

Når du ser på undersøgelsen fra RUC, som bygger på en spørgeundersøgelse, er Børsen da signifikant mere troværdig end Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, regionale dagblade og avisen Information med den usikkerhed, der er om målingen jvf. metodebeskrivelsen bag undersøgelsen? Man kunne mere direkte spørge, om Børsen selv ville bringe en artikel om RUC-undersøgelsen med dit tweet som rubrikken.

Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

 

 

Læs de øvrige indslag i årets julestafet her:

1. dec.: David Højmark, chefred. KunMors: "Det giver lige så lidt mening for mig, som hvis jeg forsøgte at kalde KunMors for Morsø Folkeblad"

2. dec.: Thomas Berndt, redaktionschef på politiken.dk: "Vi begår alle fejl, men den der kan jeg ikke se undskyldninger for"

3. dec: Claes Holtzmann, data- og analyseredaktør, JF Medier:  "Det er let at grine af excentrikere, der betaler millioner for jpeg-filer, men..."

4. dec.: Peter Brüchmann, direktør og chefredaktør, Mediano: "Opdager medierne i 2022, at der er mange derude, der trænger til at blive taget alvorligt?"

5. dec.: Tine Johansen, formand for Journalistforbundet: "Det har virkelig været nedslående at se, hvordan mediechefer ikke gerne stiller op til interviews, når kritikken rettes mod dem selv"

14. dec.: Jan E. Jørgensen, medieordfører for Venstre: "Det er meget svært at tage seriøst, når journalister fremover kritiserer politikere for at gøre det samme"

15. dec.: Christian Rabjerg Madsen, finansordfører og politisk ordfører for Socialdemokratiet: "Jeg synes, at det var nogle fjollede spørgsmål"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også