"Det har virkelig været nedslående at se, hvordan mediechefer ikke gerne stiller op til interviews, når kritikken rettes mod dem selv"

Julestafet 2021: Lokal oprustning på den journalistiske front, den nye dokumentar om sexisme på TV 2 - og mediechefers manglende vilje til at stille op til kritiske interviews herom - samt Danske Medier Arbejdsgivers indslusning i Dansk Erhverv er blandt de store nedslagspunkter i årets løb for DJ-formand, Tine Johansen, der er dagens deltager i julestafetten.
Foto: Jacob Nielsen
Foto: Jacob Nielsen

For mediebranchen 2021, hvad var:

… årets bedste nyhed?

"Der er heldigvis flere, der konkurrerer:

  • At Berlingske kunne fortælle, at de har ramt 100.000 betalende læsere. Det er glædeligt, at danskerne gerne vil betale for journalistisk indhold.
  • At der oprustes journalistisk i lokalområderne.
  • At kvindemagasinerne genopfinder sig selv som dagsordenskabende. Og i min optik med succes.
  • At ledigheden blandt DJ’s medlemmer er faldet til den laveste i ti år."

… årets overraskelse? 

"At Radio Loud nu hedder 24Syv. En vanvittig, politisk proces kulminerer i noget, der minder om én lang genudsendelse.

En meta-overraskelse var, at det var overraskende for Danmark og verdenssamfundet, at Taleban overtog magten i Afghanistan. Mens folketingets partier forhandlede i laaaang tid om at evakuere nogle meget få mennesker, gik Taleban ind i Kabul og udråbte sig selv som sejrherrer. Taberne er til gengæld mange – herunder kvinderne og den fri presse."

… årets jobskifte? 

"At Dansk Journalistforbunds forhandlingsmodpart for de private medier nu ikke længere hedder Danske Medier Arbejdsgivere, men Dansk Erhverv. De er dermed gået fra at være stor fisk i et lille badekar til at være en lille fisk i et kæmpe bassin. Hvad det kommer til at betyde for vores samarbejde på sigt, ved jeg ikke helt endnu.

Tanja Nyrup Madsen som ny chefredaktør på Ugebrevet Mandag Morgen. Hun er en forstandig og forfriskende stemme i medie-debatten."

… årets brøler?

"Det har virkelig været nedslående at se, hvordan mediechefer ikke gerne stiller op til interviews, når kritikken rettes mod dem selv. Samtidig kræver de, at alle andre magthavere stiller op, når medierne kalder."

… årets citat/tweet?

"Undskyld."

Sagt af DR’s generaldirektør, Maria Rørby-Rønn, til de tidligere pigekorspiger. Og i øvrigt sagt alt for få gange i mediebranchen i årets løb."

… årets historie?

"Producenten Impact TV's dokumentar "Sexisme bag skærmen". De menneskelige historier og konsekvenser ved krænkende arbejdspladskulturer blev følsomt udfoldet. Stærkt, vigtigt og nødvendigt."

… årets idé?

"At flere medier – heriblandt Helsingør Dagblad, Jysk Fynske Medier, Politiken og TV 2 Play - fjernede betalingsmuren og gav gratis adgang til dækningen af kommunalvalget 16. november. Det er at tage sin demokratiske rolle som medie alvorligt. I det hele taget synes jeg, at årets kommunal- og regionsvalg blev dækket på fornemste vis. Der var nerve og nærvær."

… årets cliffhanger: Hvad er du mest spændt på i 2022?

"Om det lykkes at finde de rigtige greb til at regulere techgiganterne. Både i det kommende medieforlig og i EU’s Digital Services Act og Digital Markets Act, som er på trapperne."

Drillespørgsmål fra Peter Brüchmann, direktør og chefredaktør for Mediano:

Nu har jeg været så heldig at arbejde i samme hus og kende fotografer og reportere som Jan Grarup, Steffen Jensen, Rasmus Tantholt og en række andre, der har været ude i verden og været steder, hvor man ikke altid er velkommen. Vi lever tilmed i en tid, hvor medie-lede konkurrerer med politikerlede, hvordan kan Dansk Journalistforbund så anbefale sine medlemmer ikke at rejse til Qatar? De norske og danske journalister, der har rejst udenfor de officielle anbefalinger, har gjort en forskel og trukket dækslet af kloakken af råddenskab, hvilket vel er det, som journalistik også handler om. Var det årets brøler?

Svar fra Tine Johansen:

"I DJ opfordrer vi altid vores medlemmer til at passe på sig selv - også når de rejser i konfliktzoner. Selvfølgelig skal medierne dække Qatar, men vi anbefaler, at det sker på en måde, hvor man hverken risikerer sin frihed eller helbred eller risikerer at bringe sine kilder i fare. I Qatar har de budt medierne indenfor og vil gerne fortælle om deres VM – og derfor reagerede vi, da to norske journalister blev anholdt uden grund. Anholdelserne har for os at se ændret arbejdsforholdene. Derfor har vi opfordret til, at journalister i den aktuelle situation lige trykker på pause-knappen, indtil vi ved mere. Selvfølgelig skal Qatar dækkes – og dækkes kritisk. Men der er en alvorlig situation nu, hvor vi skal have både den danske udenrigsminister og andre til at lægge pres på Qatar og få sikkerhed for, at journalister kan arbejde i landet uden frygt for repressalier mod dem selv eller deres kilder."

… sidst, men ikke mindst: Hvem vil du sende Julestafetten videre til og med hvilket drillespørgsmål?

Til medieordfører Jan E. Jørgensen, Venstre:

Jeg blev så glad i april, da du og Venstre meddelte, at I gerne vil lempe offentlighedsloven, herunder ministerbetjeningsreglen. Hurra! Den melding kom oven på et langt corona-forløb, hvor I også havde stået i spidsen for et ’åbenhedsmanifest’. Men siden har jeg haft lidt svært ved at finde ud af, hvad I konkret gerne vil ændre i offentlighedsloven. Kan du gøre os klogere her op til jul?

 

Læs de øvrige indslag i årets julestafet her:

1. dec.: David Højmark, chefred. KunMors: "Det giver lige så lidt mening for mig, som hvis jeg forsøgte at kalde KunMors for Morsø Folkeblad"

2. dec.: Thomas Berndt, redaktionschef på politiken.dk: "Vi begår alle fejl, men den der kan jeg ikke se undskyldninger for"

3. dec: Claes Holtzmann, data- og analyseredaktør, JF Medier:  "Det er let at grine af excentrikere, der betaler millioner for jpeg-filer, men..."

4. dec.: Peter Brüchmann, direktør og chefredaktør, Mediano: "Opdager medierne i 2022, at der er mange derude, der trænger til at blive taget alvorligt?"

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også