MediaWatch

Publikum er vokset men annonceindtægter er faldet for nordiske medier i 2020

Aviser på tværs af Norden har under coronakrisen oplevet et kraftigt fald i annonceindtægter, mens salget af især online abonnementer er steget, og nyhedsmediers troværdighed er styrket. Det viser en ny rapport fra Nordicom ved Gøteborgs Universitet.

Danske og nordiske aviser har oplevet tab i annonceindtægter under corona. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Coronakrisen har sat tydelige spor overalt i samfundet, og aviser i Danmark, Finland, Norge og Sverige oplevede et samlet fald i annoncesalg på 25 pct. i 2020. Det konkluderer en ny rapport om private nyhedsmediers vilkår i 2020 fra videncentret Nordicom ved Gøteborgs Universitet foretaget på vegne af Nordisk Ministerråd.

Mediernes faldende reklameindtægter udgør ifølge undersøgelsen et samlet omsætningstab på i alt 290 mio. euro, svarende til omkring 2,16 mia. kr. Samtidig er der ifølge studiet sket en forskydning mod digitalt annoncering og en stigning i nordiske virksomheders køb af annoncer på online platforme i 2020, hvilket især er faldet i lommen på store techkoncerner.

"Pandemiens begrænsninger har ændret adfærden på reklamemarkedet på ganske konkret vis. Mens mange fysiske butikker har haft en vanskelig tid, har e-handlen vokset kraftigt. Det har øget interessen for at annoncere på nettet. Det er en udvikling, der har været til gavn for globale reklameplatforme som Google og Facebook, og har skadet de nationale og lokale reklamemedier," siger Jonas Ohlsson, direktør for Nordicom i en pressemeddelelse.

Stigning i betalingsvillighed blandt publikum

Mediernes indholdssalg har ifølge undersøgelsen omvendt haft medvind. Forbrugernes tillid til nyhedsmedier såvel som deres villighed til at betale for en bred skare af mediers digitale indhold er imidlertid steget i alle fire nordiske lande viser Nordicom-studiet. Det bekræfter den udvikling, som en række danske avismedier beskrev over for MediaWatch i marts.

Antallet af danskere, der betalte for adgang til digitalt nyhedsindhold steg eksempelvis med 100.000 fra oktober 2019 til juni 2020 ifølge rapporten.

"Flere undersøgelser viser også, at tilliden til de nordiske nyhedsmediers dækning er steget i 2020. Det faktum, at flere nordiske mennesker har valgt at betale for nyheder, er et tegn på, at professionel journalistik har styrket sin position blandt publikum under pandemien," siger Ida Willig professor ved Roskilde Universitet og en af redaktørerne bag rapporten i meddelelsen.

Store forskelle i støtteordninger

Det markante fald i mediernes reklameindtægter blev forsøgt opvejet af offentlige støtteordninger fra staterne i alle nordiske lande i løbet af 2020. Den direkte statsstøtte til de pressede private nyhedsmedier beløb sig ifølge rapporten til i alt 275 mio. euro, ca. 2,05 mia. kr., - omkring en tredjedel heraf var relateret til ekstraordinære coronastøtteordninger. Det er et rekordstørt beløb fremgår det af meddelelsen.

Betragtelige nationale forskelle har dog præget den økonomiske støtte, der ifølge undersøgelsen har været cirka ti gange så stor i Danmark og Sverige, som den har været Finland - også når der tages højde for forskelle i befolkningsstørrelse.

Rapporten præsenteres på et webinar den 22. april.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Radio Loud er snart no more, mens sportslisten skal genoplives, hvis det står til kulturministeren. Brancheorganisationer råbte vagt i gevær over nyt lovforslag om moms på rettigheder, en tv-status blev gjort op, og Frankfurt Bogmesse vendte tilbage i fysisk form. Alt det og meget mere i ugens overblik over slagets gang i mediebranchen

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs