Poul Madsen om brud på TV 2's ophavsret: "Det er bare part of the game"

Det var nødvendigt at bringe skjulte optagelser fra plejehjem nu frem for at vente på TV 2's forsøg på at få ophævet fogedforbuddet, mener Ekstra Bladets chefredaktør efter indgåelse af forlig i sagen. "Jeg siger ikke, alle skal begynde at stjæle fra hinanden, men der er sager, som er større end ens ophavsret."
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Befolkningens mulighed for at se klip fra skjulte optagelser på et aarhusiansk plejehjem var en vigtigere faktor end både TV 2's ophavsret og domstolenes beslutning om at nedlægge fogedforbud mod at optagelserne må vises.

Sådan lyder forklaringen fra ansv. chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, på, at avisen har bragt en række klip fra den pågældende TV 2-dokumentar.

Onsdag formiddag har TV 2 og Ekstra Bladet indgået et forlig i sagen, som giver Ekstra Bladet lov til fortsat at have de allerede viste klip liggende, men med en indrømmelse af brud på TV 2's ophavsret, mulighed for et erstatningskrav samt garanti for ikke at vise yderligere klip fra dokumentaren. Forliget falder i god jord hos Poul Madsen.

"Jeg synes, det er fremragende. Det er godt for ytringsfriheden, godt for de pårørende og godt for Danmark, fordi man stadig vil kunne se de her forfærdelige klip på Ekstra Bladet, og de skal stå til skræk og advarsel for alle de kommuner, der kunne finde på at behandle de ældre, ligesom man i Aarhus har behandlet Else. Jeg har hele tiden sagt, at jeg er udmærket klar over, vi har brudt TV 2’s ophavsret, men det var i en større sags tjeneste, og det er jeg glad for, TV 2 også kan se nu," siger han til MediaWatch umiddelbart efter at have indgået forliget med TV 2 i Københavns Byret.

Uden for normal kontekst

TV 2 valgte at trække Ekstra Bladet i retten for at få nedlagt fogedforbud mod, at avisen må vise TV 2's optagelser. Begrundelsen var, at TV 2 allerede arbejdede på at få sagen bragt for Højesteret med håb om at få ophævet TV 2's eget fogedforbud, således at dokumentaren kan vises i sin helhed i stedet for "den skamklippede småbidsversion, som Ekstra Bladet har stjålet for os og offentligjort", lød det fra nyhedsdirektør på TV 2, Mikkel Hertz, inden retsmødet onsdag.

TV 2 arbejdede jo allerede for at få lov til at vise optagelserne. Hvorfor respekterer I ikke rettens gang?

"Det kunne vi ikke, fordi sagen kører nu. Hele Danmark taler lige nu om en sag, hvor ingen i virkeligheden ved, hvad den konkret indeholder, eller har haft mulighed for at se, hvad Else har været udsat for. Det er muligt, TV 2 kan få kørt sagen for Højesteret, men det er ikke sikkert, de kan få lov til det," siger Poul Madsen og pointerer, at hvis TV 2 havde gennemført et fogedforbud mod Ekstra Bladet, er risikoen, at optagelserne aldrig vil blive vist.

"Derfor er sagen helt uden for normal kontekst for, hvordan ting skal køres. Men jeg synes, sagen er så vigtig, at den skulle frem og ikke arkiveres i et skab ude på TV 2, fordi to domstole besluttede, at ingen må se klippene nogensinde," siger Poul Madsen.

Men der er jo stadig en mulighed for, at sagen når til Højesteret, og at den beslutter, optagelserne må vises. Kunne I ikke have ventet på, at den juridiske proces var afsluttet?

"Der er ingen garanti for, at TV 2 får lov til at prøve sagen ved en tredje instans (Højesteret, red.), og der er overhovedet ikke nogen garanti for, at Højesteret vil se anderledes på sagen end både Byretten og Landsretten har gjort, fordi det handler om, hvorvidt værgen kan give tilsagn på vegne af den 90-årige demente kvinde. Det er dét punkt, både Byretten og Landsretten har vurderet, at det kan værgen ikke," siger chefredaktøren.

"Det eneste, jeg kan forestille mig kunne give TV 2 mulighed for at vise de her optagelser, er, at lovgivningen på området bliver lavet om. Mit inderlige håb er, at TV 2 får lov til at vise dokumentaren i sin helhed – jeg har set den, og den bør vises i sin helhed. Men der er ingen garanti for det."

Sagen er vigtigere end ophavsretten

Det er ikke jeres tv-optagelser. Så ud over at tilsidesætte den juridiske proces, har I også stjålet TV 2’s materiale. Ser du ikke et problem i det?

"Vi betaler gerne TV 2 for deres arbejde. En del af forliget indebærer også, at TV 2 kan komme med et erstatningskrav. Vil de gerne have nogle penge, betaler vi gerne for det. Jeg synes bare, den her sag er større end den klassiske diskussion om, hvem der har retten til hvilket materiale. Og det synes jeg også, reaktionen fra politisk side og fra befolkningen helt generelt viser. Det her emne er større, end måden vi normalt arbejder på."

Hvordan ville du have det med, at eksempelvis B.T. bragte en af jeres artikler, fordi I ventede på at få det juridiske grundlag på plads?

"Det kan være, jeg havde vurderet et forbud anderledes end TV 2. Men havde jeg været udsat for det samme, som TV 2 har været udsat for nu her, og det var materiale, jeg ikke havde mulighed for selv at bringe, ville jeg tænke, det er bare part of the game. Dermed siger jeg ikke, alle skal begynde at stjæle fra hinanden, men der er sager, som er større end ens ophavsret."

Skulle det ikke være op til TV 2 selv at vurdere, om sagen er særligt nok til at vise trods et fogedforbud?

"Alle af Elses nærmeste har ytret over for TV 2 og efterfølgende over for mig, at de ønsker at få de her optagelser vist. Da jeg så har set dem, må jeg sige, at jeg nu ligger inde med en viden, som jeg mener, bør deles med danskerne. Jeg mener, det har offentlighedens interesse, og når TV 2 ikke kan, må jeg træffe en beslutning om, at det må Ekstra Bladet gøre," siger Poul Madsen.

Er ikke hævet over loven

Ifølge hans opfattelse har det i den her situation handlet om at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst: At respektere TV 2's ophavsret og rettens fogedforbud, eller lade danskerne se optagelserne.

"Min vurdering var, at det er vigtigst, at danskerne får det at se."

Det er ikke første gang, medier ignorerer fogedforbud nedlagt af retten. Ser du et generelt problem i, at I som chefredaktører føler jer hævet over loven?

"Jo, hvis vi gjorde det. Men jeg føler mig ikke hævet over loven på nogen måde. Hvis det var en generel ting i danske medier, at man ikke respekterer fogedforbud eller lovgivningen generelt. Men det er den catch 22, TV 2 er fanget i. Der er et fogedforbud mod dem, men formelt set ikke et mod Ekstra Bladet," siger Poul Madsen.

Hvordan tror du, det påvirker TV 2’s forsøg på at få sagen prøvet ved Højesteret?

"Jeg tror, det har styrket TV 2’s muligheder, for nu er det jo ude – i hvert fald nogle af klippene. Og enhver, der ser dem, kan se, at det har offentlighedens interesse. Jeg er bare bekymret for, at Højesteret stadig vil lægge vægt på det omkring værgens stilling i sagen, så TV 2 ikke får mulighed for at vise optagelserne i sin helhed."

TV 2's nyhedsdirektør: Dokumentar skal deles på lovligt grundlag

Ekstra Bladet og TV 2 indgår forlig om skjulte optagelser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også