MediaWatch

TV 2 kræver skjulte optagelser af ældre med smerter fjernet

TV-stationen kræver et fogedforbud mod Ekstra Bladet, efter at avisen har bragt forbudte optagelser.

Foto: Jens Dresling

TV 2 vil tvinge Ekstra Bladet til at fjerne de forbudte optagelser, som viser 90-årige demente Else, der blandt andet bliver udsat for "plejesvigt og sundhedsfarlig hygiejne" på det aarhusianske plejehjem Kongsgården.

Det skriver Ekstra Bladet, som henviser til en forbudsbegæring, som tv-stationen har sendt til Københavns Byret og avisen.

I sidste uge blev der i Vestre Landsret nedlagt et fogedforbud, så TV 2 ikke kunne vise de skjulte optagelser fra plejehjemmet.

Optagelserne skulle have indgået i en dokumentar omkring plejeforholdene på plejehjemmet, hvor den 90-årige Else bor.

Alligevel valgte Ekstra Bladet mandag aften at offentliggøre nogle af de skjulte optagelser fra dokumentaren.

Tirsdag morgen udtalte TV 2's nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, til Journalisten, at Ekstra Bladets offentliggørelse kunne gøre det endnu sværere for TV 2 at få lov til at vise dokumentaren i fremtiden.

"Det er brandærgerligt, for vi har jo ligesom de pårørende et ønske om, at dokumentaren bliver vist. Det har vi kæmpet for i byretten og i landsretten, og vi har besluttet os for at forsøge at få sagen for Højesteret. Jeg er bekymret for, om det at Ekstra Bladet viser disse klip, gør det vanskeligere for os at få den for Højesteret", lød det tirsdag fra Mikkel Hertz, hvor han udtalte, at TV 2 ikke agtede at sætte sig på hænderne i sagen.

Aarhus Kommune, som fik nedlagt fogedforbuddet mod at vise udsendelserne, har til gengæld udtalt, at man herfra ikke vil politianmelde Ekstra Bladet.

"Det, jeg siger nu, er, at jeg agter ikke at gøre det. For landsretten har talt. TV 2 må ikke vise dem," siger Aarhus Kommunes ældrerådmand, Jette Skive (DF).

Selv synes Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, at det er "tankevækkende", at TV 2 og Ekstra Bladet er enige om, at offentligheden skal have adgang til optagelserne.

"Men når så offentligheden kan se optagelserne på Ekstra Bladet, så bruger TV 2 samme metoder som Aarhus Kommune for at forhindre offentligheden i at se optagelserne, fordi TV 2 ikke selv har mulighed for at bringe dem," siger han til Ekstra Bladet.

Det er ifølge avisen planen, at sagen skal behandles ved Københavns Byret onsdag klokken 9.30.

Aarhus-rådmand vil ikke anmelde Ekstra Bladet for forbudte optagelser

Professor: Skjulte optagelser fra plejehjem kan være berettigede

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere