Ny direktør for Danske Medier: Mediernes rolle kan ikke tales for stort op

Mediebranchen spiller en stærk rolle for demokrati og økonomi, mener ny direktør for Danske Medier, Morten Langager, der dog også ser plads til forbedring og kritisk blik i spejlet, når det gælder mediernes fejl.
Morten Langager er ny adm. direktør i Danske Medier. | Foto: Jesper Ludvigsen
Morten Langager er ny adm. direktør i Danske Medier. | Foto: Jesper Ludvigsen

Til sommer er der vagtskifte i de private mediers organisation, når Morten Langager afløser Ebbe Dal, der går på pension efter 25 år. Danske Medier har siden 2013, hvor en stribe medieorganisationer fusionerede, været samlingssted og talerør for omkring 300 forskellige medievirksomheder, der altså 1. juni får en ny forkæmper og frontfigur i spændingsfeltet mellem mediepolitik og -forretning. 

”For mig at se er det et privilegium at få lov til at stå i spidsen for Danske Medier. Mediebranchen udgør en utrolig vigtig brik i vores demokrati, og det kan ikke tales for stort op," siger Morten Langager, der er 46 år og selv uddannet journalist, men de seneste syv år har haft direktøransvaret for kommunikation og marketing i it-virksomheden KMD. Før da var han spindoktor for daværende justits- og kulturminister Lene Espersen fra 2001 efter at have arbejdet en årrække som reporter senest på Jyllands-Posten.

"Det er ikke altid, medierne er lige velansete i alle kredse, men kigger man på, hvordan det ville være uden medier, er valget nemt. Medier er ikke kun vigtige for demokratiet, men også for sammenhængskraften og kulturen, og endelig er vi arbejdspladser, også lokalt. Det er også værd at pointere.”

Håber at kunne nuancere billedet

Du kommer også ind på et tidspunkt, hvor mediernes troværdighed og forretning er under pres – hvordan kan du tale danske medier op?

"Først og fremmest er det nogle store fodspor, jeg skal træde efter Ebbe Dal. Jeg har masser at lære, og derfor er jeg også ydmyg over for rollen. Men jeg tror, jeg kommer med nogle brugbare erfaringer, som kan sættes i spil, og jeg tror også umiddelbart, at det er en fordel, at jeg ikke alene er en person, der har været ansat i medieverdenen, men også har været på den anden side og set, hvad medierne gør og ikke gør," siger Morten Langager.

"Det, håber jeg, kan være med til at nuancere billedet af medierne, men også, at man i den danske medieverden kan blive bedre til at erkende, når man laver fejl. Hvis man ikke er tilstrækkelig tydelig omkring de fejl, man selv laver, så har man ikke nogen mulighed for at øge sin troværdighed. Så det, tror jeg også, er en væsentlig debat.”

Du kommer udefra og har fulgt mediebranchen på sidelinjen i mange år, hvordan har du oplevet udviklingen?

”Mange ting går hurtigere i dag, end da jeg selv var journalist. Der er en deadline hele tiden, og dermed er der også noget hast, der nogle gange kan gå ud over kvaliteten i journalistikken,” siger Morten Langager, der uddyber, at tempo også er et vilkår, som ikke har undermineret mediernes grundkvalitet, hvis man sammenligner med forbruget af indhold på sociale medier som Facebook.

"I journalistikken har man muligheden for uafhængigt at undersøge, hvad der er op og ned, og det, tror jeg, er rigtig vigtig også i forhold til den tendens, at flere og flere mennesker får deres nyheder fra bl.a. Facebook. Der spiller journalistikken en afgørende rolle.”

Inspirator og videnscenter

Den digitale transformation fylder meget for danske medier. Hvad kan du og Danske Medier tilbyde medlemmerne i den situation?

”Ud over at varetage danske mediers interesser mod det politiske niveau, skal vi også være en form for inspirator og videnscenter. Det sker allerede i dag, og det skal vi arbejde med fremadrettet, herunder hvilke digitale muligheder der er.”

Du skal tale mange forskellige mediers forskellige interesser, hvordan ser du den opgave?

”Jeg har erfaring med fra IT-branchen og Dansk Erhverv (hvor Morten Langager har haft bestyrelsesposter, red.), hvor man repræsenterer mange forskellige typer af virksomheder, som kan have forskellige interesser, men hvor man også altid kan finde et fælles fodslag. Den erfaring glæder jeg mig til at tage med over i Danske Medier,” siger Morten Langager og uddyber, at han ser det som en grundlæggende styrke, at der er meget at vælge imellem på medieområdet både som privatperson og i rollen som ny direktør. 

”Jeg er også selv konsumer af mange forskellige medier. Jeg bor i Roskilde og læser lokalavisen og ser Lorry og hører lokalradio. På mit arbejde læser jeg de landsdækkende medier. Det, at der er mange forskellige medier, gør også, at de samlet når ud til et stort og forskelligt publikum, og det er også med til at gøre Danske Medier stærkere.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også