Danske Medier henter ny adm. direktør i it-virksomhed

Direktør for kommunikation og marketing i KMD afløser Ebbe Dal som adm. direktør i Danske Medier. Med bl.a. "et solidt kendskab til den digitale transformation" har den nye direktør det bedste udgangspunkt for at styrke organisationen, siger formand.
Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

De private mediers brancheorganisation, Danske Medier, har fundet afløseren for Ebbe Dal, som stopper på posten som adm. direktør efter mere end 25 år. Valget er faldet på Morten Langager, der kommer fra en stilling som direktør for kommunikation og marketing i it-virksomheden KMD. Det skriver Danske Medier i en pressemeddelelse.

"Morten Langager har som direktør i landets største it-virksomhed og fra sit virke i it-branchen opbygget et solidt kendskab til den digitale transformation, der i disse år gennemsyrer såvel erhvervslivet, interesseorganisationer som Danske Mediers medlemsvirksomheder. Kun få matcher hans kompetencer, når det gælder public affairs og kommunikation. Han har et stort og bredt netværk, og når der dertil lægges en solid journalistisk erfaring, har Morten Langager det bedst mulige udgangspunkt for at styrke og modernisere interesseorganisationen for de frie danske medier," udtaler formanden for Danske Medier, Stig Ørskov, der også er adm. direktør i JP/Politikens Hus.

Vil skabe synlighed

46-årige Morten Langager overtager direktørstolen i Danske Medier 1. juni, hvor Ebbe Dal går på pension. Han sammenligner sit nye job med at "komme hjem" og udtaler, at han vil arbejde for at skabe synlighed om mediernes betydning for samfundet og økonomien.

"Vi lever i en verden, hvor vi ser tendenser som fake news, politisk påvirkning af medierne og en stigende afstandtagen til journalistikken. Den situation må vi aldrig komme i i Danmark. Medierne spiller en helt afgørende rolle i forhold til vores demokrati – både lokalt og på landsplan. Medierne er med til at skabe sammenhængskraft i Danmark, debat og udvikling. Det er nogle af de ting, vi skal blive ved med at fortælle og dyrke. Samtidig er medierne i Danmark også arbejdspladser og omsætning. Vi betyder altså ikke alene noget for demokratiet, men også for økonomien. Jeg glæder mig til at komme rundt til mediearbejdspladserne i hele Danmark, og jeg glæder mig til at skabe en stærk debat om mediernes fremtid i Danmark og internationalt. En debat, der skal bygges på viden og indsigt," udtaler Morten Langager.

Han er selv uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og arbejdede i en årrække som journalist på Dagens Medicin, de 3 Stiftstidender, JydskeVestkysten og Morgenavisen Jyllands-Posten, inden han i 2001 fik jobbet som kommunikationschef og politisk rådgiver, da Lene Espersen blev justitsminister i den daværende VK-regering. Efterfølgende fulgte han med Lene Espersen til Økonomi- og Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet. I 2010 skiftede han til it-virksomheden KMD og stillingen som direktør for kommunikation og marketing.

Morten Langager sidder i bestyrelsen i Dansk Erhverv og IT Branchen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også