"Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skulle købe en avis"

MediaWatchs Ferietjek: Mads Vad Kristensen forlod i april stillingen som digital direktør i Berlingske Media og glæder sig til at holde helt fri med rigtig god samvittighed.

HVOR: Ebeltoft, hvor vi har lejet et sommerhus som den rigtige lille børnefamilie vi er med far, mor og lille pige på lige knap et år. Så der skal bruges tid på hygge, se på ting og dyr og undres over livet set gennem en babys øjne. Det er en dejlig og livsbekræftende kontrast til en - synes jeg - ofte meget navlebeskuende mediebranche.

HVOR LÆNGE: Ferien i år er lidt længere, end den plejer at være, da jeg er 'in between' ting. Så jeg benytter lejligheden til at bruge lidt ekstra tid med familien og så ellers holde mig lidt i gang på de faglige fronter, inden efteråret sætter ind og der kommer mere kul på - hvad der så end må vise sig.

MEDIER?  skal jeg se så lidt til som muligt. Og bliver det til noget, bliver det på mobilen. Jeg gider ikke tv, og jeg har svært ved at forestille mig, jeg skulle falde for fristelsen til at købe en avis.

Sommer er ikke sommer for mig uden...

tid til manglende planer og den spontanitet, der opstår, når alting ikke er planlagt til mindste detalje.

Inden ferien nåede jeg ikke...

at få tegnet planen helt for, hvad der skal ske, når ferien er slut. Men omvendt giver det vel nogle spændende muligheder, man ikke lige havde tænkt over.

De tre ting, jeg glæder mig mest til i ferien er...

at komme lidt væk fra det kendte, kappe forbindelsen til omverdenen og hellige mig de mennesker, jeg elsker mest - min kæreste og min datter. Omvendt glæder jeg mig også til at komme tilbage og give den gas i hvad,  jeg nu end måtte kaste mig over.

Sidst jeg måtte arbejde i ferien var...

vel stort set alle ferier før denne. Som direktør i en stor medievirksomhed er der aldrig rigtig fri, så det har været rigtig dejligt at kunne holde helt fri med rigtig god samvittighed.

En medietendens jeg nok vil spekulere på i ferien er...

hvad der skal til for at få folk til at betale for medier. Selvom jeg ikke p.t. arbejder med emnet hver dag, tænker jeg stadig over det, og jeg er overbevist om, der skal mere til med selve journalistikken, end man aner. Men omvendt er det jo også en spændende mulighed, hvis man kan se glasset som halvt fuldt fremfor halvt tomt.
Og så vil jeg måske også spekulere lidt over, hvorfor mediebranchen insisterer på at køre et 'breaking news'-ræs, der i vores social media-dage absolut ikke er den store forretning i.

Forårets vildeste medienyhed er...

stadig, hvad der kommer ud af hele salgsprocessen med Berlingske Media. Der er vel næppe noget, der i omfang og dramatik når den branchenyhed inden for de seneste år? Selv tør jeg ikke spå - og vil heller ikke.

Efter ferien er min første prioritet på jobbet...

at finde ud af, hvad der skal ske fremover. For jeg fandt ud af, at jeg havde brug for at trække stikket ud i en periode efter en meget hård tid både ude og hjemme. Så hvis nogen har en god idé, hvor jeg kunne passe ind, må de da rigtig gerne sige til.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også