Berlingske Media falder 1 mia. i værdi

Værdien af Berlingske Media er nedskrevet med 1 mia. kr. i det seneste årsregnskab - og det er mere end 60 pct. af, hvad det Mecom-ejede Berlingske tidligere har været værd.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Da britiske Mecom i 2006 købte Berlingske Media, var prisen for mediehuset 1,9 milliarder kroner. Men det er langt fra det beløb, briterne kan forvente at få for Berlingske, BT m.fl. i dag.

Ifølge årsregnskabet for moderselskabet Mecom Denmark Holdings er værdien faldet til 674 mio. kr., hvilket er 60 procent mindre end de 1,7 mia. kr. Berlingske Media var bogført til. Det skriver Jyllands-Posten.

I årsregnskabet fremgår det, at Mecom efter en såkaldt værdiforringelsestest har nedskrevet værdien af Berlingske-koncernen med helt præcist 1.065.700.000 kr.

"Selskabet synes at være i en meget presset situation, og det er også det, revisionen gør opmærksom på i en supplerende oplysning. Kan man ikke bevare finansieringen, vælter hele korthuset jo. Det er en god og sober måde at beskrive situationen på," siger Kaj Glochau, partner i revisionsvirksomheden KPMG til Jyllands-Posten.

Anden nedskrivning

Mecom nedskrev også værdien af Berlingske i 2009 for 959,6 mio. kr., og dermed er Berlingske Media nedskrevet med en større værdi, end Mecom gav for dem i 2006. Kun en kapitaltilførsel fra 2009 på 771.000 kr. holder værdien over nul kroner.

Men de 674 mio. kr. er ikke lig med en eventuel salgspris, siger koncernchef for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, til Jyllands-Posten.

"Dette er ikke udtryk for en forventet salgsværdi, "skriver Lisbeth Knudsen i en mail til Jyllands-Posten.

Munch: Berlingske-salg svækker private medier

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også