Radikale klar til at diskutere statsstøtte til Radio24syv

Det er værd at diskutere, om staten fortsat skal betale licenskroner til Radio24syv i forbindelse med salget af Berlingske Media, mener De Radikale, mens Enhedslisten kun ser diskussionen som relevant, hvis ingen vil overtage radioen.
af LOUISE RESEKE, CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Medieordførere fra Enhedslisten og De Radikale bakker delvist op om Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen, der i weekenden lagde op til en diskussion om Radio24syvs fremtid i forbindelse med salget og opsplitningen af Berlingske Media.

”Jeg har ikke selv gjort mig tanker om at hive tæppet væk under kanalen og de mange dygtige medarbejdere på nuværende tidspunkt, men jeg er villig til at tage dikussionen. Det har aldrig været regeringens ønske at få den radiokanal,” siger den radikale medieordfører Zenia Stampe til MediaWatch. 

Hvorvidt Folketinget kan blande sig i radioens fremtid i forbindelse med et ejerskifte, har Mogens Jensen nu bedt Kulturministeriet om en juridisk vurdering af. Enhedslistens medieordfører Per Clausen tvivler på, at det kan lade sig gøre at trække støtten tilbage.

”Drives den videre på de betingelser, der er, kan vi ikke juridisk set gøre noget for at trække pengene tilbage, men det er klart, at hvis der ikke er nogen, der er interesserede i at overtage Radio24syv, så skal vi selvfølgelig diskutere, hvordan vi skal bruge pengene,” siger Per Clausen, der lige som regeringspartierne aldrig har været fan af ideen om Radio24syv har altid været en dårlig idé, siger Enhedslistens medieordfører Per Clausen.

”Jeg mener nu som før, at aftalen, de borgerlige indgik den gang om Radio24syv, var en dårlig ide. Men nu er den i drift og så er det sådan, det er. Hvis det ikke kan lade sig gøre synes jeg, det var meget mere fornuftigt at diskutere om man ikke kan kunne bruge de licenspenge, der i dag bruges på Radio 24syv, til noget andet,” siger Per Clausen.

24syv tager det roligt

Berlingske fik oprindeligt sendetilladelsen til den fjerde FM-kanal, efter at en række andre aktører havde trukket sig ud af konkurrencen om de mange licensmillioner på grund af de ifølge medierne meget strikse krav til radioens indhold. Både Mogens Jensen og Zenia Stampe så gerne, at der blev ændret i betingelserne, når en ny ejer overtager radiokanalen, men det ser Enhedslistens Per Clausen dog ingen grund til.

Radio24syvs administrerende direktør, Jørgen Ramskov, tager virakken om et ejerskifte og hvorvidt det kan påvirke radioen eller ej roligt.

”Jeg er helt tryg ved, at Radio- og tv-nævnet vurderer den juridiske side af et ejerskifte, så udbudsbetingelser og sendetilladelse overholdes. Det andet er så, at Morgens Jensen aldrig har lagt skjul på, at han ikke synes, at man skal skabe konkurrence til DR. Det er et politisk synspunkt, som han har lov til at have, men jeg synes vores første to år viser, at det er dybt fornuftigt at lave en konkurrerende radiokanal til DR. Vi nærmer os 400.000 lytter om ugen nu og har vist, at vi er en seriøs og fornuftig konkurrent,” siger Jørgen Ramskov.

Flere eksperter har tidligere afvist, at Radio24syv kan miste sin statsstøtte ved et salg.

Medieforsker Per Jauert fra Aarhus Universitet sagde således til MediaWatch i august sidste år, at han fandt det "usandsynligt, at en ny ejer af Berlingske ville afhænde sin andel af radioen", som også ejes af kommunikationshuset People Group. I så fald ville People Group enten blot overtage hele selskabet eller inddrage en ny medejer, jf. sendetilladelsen § 47,4.

Jørgen Ramskov er mest af alt irriteret over den utryghed, regeringspartiernes udmeldinger skaber for radioens medarbejdere.

”Det er da irriterende for vores medarbejdere, der knokler hver dag for at sende en god radio, at der lige pludselig rejses især sådan en ukonstruktiv kritik, men vi har et slogan på væggene, der hedder 'Keep calm and carry on', og det gør vi”.

Mogens Jensen vil lukke for licens-hanen til Radio24syv 

Radio 24syv ikke truet af Berlingske Media-salg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også