Leder af dokumentarlinjen på Filmskolen træder tilbage

Arne Bro, grundlægger og leder af dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole, trækker sig tilbage efter 30 års undervisning på skolen. Filmskolen ønsker fortsat at have ham tilknyttet i forbindelse med forskning og efteruddannelse.
I 2019 protesterede studerende på Den Danske FIlmskole bl.a. over bortvisningen af Arne Bro, og at uddannelsen var for akademisk. | Foto: Thomas Borberg
I 2019 protesterede studerende på Den Danske FIlmskole bl.a. over bortvisningen af Arne Bro, og at uddannelsen var for akademisk. | Foto: Thomas Borberg

Siden 2019 har Arne Bro både været bortvist og genansat på Den Danske Filmskole, og nu har lederen af dokumentarlinjen selv valgt at trække sig tilbage i dialog med skolens ledelse. Det fremgår af en pressemeddelelse ifølge Kulturmonitor.

Nuværende rektor på Den Danske Filmskole, Tine Fischer, takker Arne Bro for hans mangeårige indsats og det ”afgørende” vigtige aftryk han har sat på udvikling af dansk dokumentarfilm og hele dokumentarbranchen. Samtidig er hans afgang en anledning til at kigge nærmere på dokumentarlinjen, siger hun.

”Vi vil nu benytte anledningen til at gentænke ledelsesstrukturen på dokumentarlinjen og sikre en uddannelse, der matcher den markante udvikling hele dokumentarscenen undergår i disse år. Dansk dokumentarfilm står internationalt i en unik ledende position og det er denne position, der både skal kæmpes for og ikke mindst videreudvikles,” siger hun i pressemeddelelsen.

Hjemsendt og tilbagekaldt på en måned

I efteråret 2019 blev han sendt hjem fra sit arbejde på Filmskolen uden begrundelse fra daværende rektor Vinca Wiedemann, og det medførte en en række protester fra eleverne, som blokerede skolen. Efterfølgende trådte rektoren tilbage, og skolen bad Arne Bro om at vende tilbage til arbejdet.

”Det er min vurdering, at der ikke har været noget grundlag for bortvisningen af Arne Bro fra Den Danske Filmskole, og jeg har derfor besluttet, at Arne kan genindtræde i sin stilling som dokumentarlærer,” lød det i december 2019 fra den konstituerede rektor Bo Damgaard.

Arne Bro er selv uddannet fra Den Danske Filmskole i 1979 og har stået i spidsen for dokumentarlinjen siden dens oprettelse i 1992.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også