Dansker genvalgt som præsident for journalistforening

Europæisk journalistforening har fortsat dansker som præsident efter genvalg for ny treårig periode.

Mogens Blicher Bjerregård er blevet genvalgt som præsident for European Federation of Journalists (EFJ). Det oplyser Dansk Journalistforbund.

Han har tidligere været formand for Dansk Journalistforbund og blev valgt ved EFJ's generalforsamling, der blev afholdt i Sarajevo. Mogens Blicher Bjerregård blev valgt uden modkandidater.

"Den vigtigste udfordring set med danske øjne er at sikre vores danske og nordiske model for ophavsretten, når EU til efteråret præsenterer et direktivforslag om en reform af ophavsretten. Det har vi indtil nu brugt mange kræfter på og vil fortsætte med. Det gælder også en række andre EU-direktiver, som har betydning for journalisters arbejdsvilkår, for eksempel beskyttelse af whistleblowere, som lige nu er helt i top på agendaen," siger Mogens Blicher Bjerregård ifølge Dansk Journalistforbund efter genvalget.

Han er blevet genvalgt for en treårig periode. Mogens Blicher Bjerregård har været præsident for EFJ siden 2013 og var formand for Dansk Journalistforbund fra 1999 til 2015, hvor han blev afløst af Lars Werge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også