Dansker til tops hos Turner i Norden
![](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article5643032.ece/ALTERNATES/schema-16_9/Bo%2520falk.jpg)
Tidligere på året forfremmede Turner Broadcasting i Norden danskeren Bo falk Østergaard til nordisk kommerciel direktør.
Man meddelte at samtidig, at Turner søgte en ny administrerende direktør for den nordiske region.
Ny dansk kommerciel chef for Turner i Norden
Nu er rekrutteringen overstået, og resutatet bliver, at det er Bo Falk Østergaard, der indtager den ledende rolle i Turner med start 1. september. Han efterfølger den midlertidige direktør, Matthias Settele.
"Han er den perfekte leder, der med det samme kan begynde og bygge yderligere momentum for vores kanaler i regionen. Denne vigtige udnævnelse færdiggør reorganiseringen i vores firma, og vi kan nu med tryghed se frem til fortsat vækst og vedvarende publikumsengagement," siger direktør Giorgio Stock, Turner Europe Middle East og Africa, i en pressemeddelelse.
"Jeg glæder mig til at udforske Turners fremtidige muligheder med begyndelse allerede dette efterår, hvor vi har premiere på to helt nye eksklusive serier fra USA på TNT samt lanceringen af en baltisk filmkanal,” siger Bo Falk Østergaard.
Bo Falk Østergaard begyndte karrieren hos Turner i 2006 som dstributionsdirektør i den nordiske region og har arbejdet både som salgsdirektør og senest som kommerciel direktør for regionen.
Østergaard har været i mediebranchen i 17 år. Inden han kom til Turner, har han arbejdet for TV3, Clear Channel og Starcom.
Turner Broadcasting's kernebrands er tv-kanalerne CNN, TNT, Cartoon Network og TCM (Turner Classic Movies).