Moderaterne får ny kommunikationschef

1. juni tiltræder ny chef for partiets kommunikation. Hun har en baggrund som redaktionschef på TV 2, politisk redaktør på Jyllands-Posten og særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen. 
Ulla Østergaard har tidligere været særlig rådgiver for Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, da han blev indenrigs- og sundhedsminister i 2001. | Foto: Ernst van Norde
Ulla Østergaard har tidligere været særlig rådgiver for Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, da han blev indenrigs- og sundhedsminister i 2001. | Foto: Ernst van Norde

Moderaterne har ansat Ulla Østergaard som kommunikationschef fra 1. juni. Det skriver partisekretær Kirsten Munch Andersen i et opslag på Linkedin

Hun har de seneste to år været selvstændig kommunikationsrådgiver. 

”Jeg er rigtig glad for, at Ulla vil være en del af Moderaterne. Hun kommer med stærke pressestrategiske kompetencer og en meget betydelig erfaring fra både politik og journalistik,” skriver partisekretæren i opslaget. 

Ulla Østergaard har tidligere været politisk redaktør på Jyllands-Posten, særlig rådgiver for Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, mens han var indenrigs- og sundhedsminister, pressechef i Ny Alliance og pressechef for Mogens Lykketoft, da han var formand for FN’s generalforsamling. 

Den nye kommunikationschef har desuden en fortid på TV 2, hvor hun i 2006 var med til at starte TV 2 News og senere som redaktionschef med ansvar for magasiner, valg og events, indtil hun i juni 2021 fratrådte sin stilling. 

Ulla Østergaard afløser Mette Thorn, der tiltrådte stillingen som kommunikationschef i partiet den 1. februar. Ifølge Kirsten Munch Andersens opslag, har Mette Thorn ”valgt at søge tilbage i rollen som embedsmand og har fået ansættelse i Vejdirektoratet.”

Ulla Østergaard vil indgå i Moderaternes sekretariat sammen med politisk chef Caroline Stage Olsen, organisations- og udviklingschef Casper Hedegaard og sekretariatsleder Lonnie Hedbak Thelander.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også