TV 2-chef fratræder sin stilling efter kritik

TV 2-redaktionschef Ulla Østergaard fratræder sin stilling på TV 2, skriver hun på Facebook. Det sker efter kritik af falsk historie op til grønlandsk valg.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
AF RITZAU & MEDIAWATCH

Efter den seneste tids kritik af TV 2's håndtering af en udokumenteret historie, der viste sig at være forkert, efter den var blevet bragt på tv2.dk, træder TV 2-redaktionschef Ulla Østergaard nu tilbage fra sin stilling. Det skriver hun på Facebook.

Ulla Østergaard er blevet kritiseret for at skulle have presset på for at få bragt artiklen - også trods advarsel om, at historien kunne være urigtig og plantet.

"Jeg har i dag meddelt TV 2, at jeg ønsker at fratræde min stilling. TV 2 er en fantastisk arbejdsplads med dygtige, dedikerede og rare medarbejdere og dem skal man passe godt på. Det har jeg ikke gjort godt nok og jeg har intet ønske om at medvirke til at tynge TV 2 og især TV 2's medarbejdere i deres arbejde. Men nu vil jeg passe lidt på mig selv og min familie," skriver Ulla Østergaard i opslaget.

"Tusind tak for de hundredvis af hilsner midt i stormvejret. De har betydet meget og om lidt skinner solen måske ikke blot over Danmark, men også lidt på mig. Pas godt på hinanden."

Trak historien tilbage

Sagen handler i grove træk om, at TV 2 få dage før valget i Grønland bragte en historie om formanden for Inuit Ataqatigiit (IA), Múte Egede, hvor det fremgik, han skulle have været inhabil i to sager, som han havde selv haft en økonomisk fordel af.

Men TV 2 havde hverken dokumentation for påstanden, der viste sig at være forkert, eller forelagt påstanden for den kritiserede part, Múte Egede, som er en presseetisk og journalistisk grundregel.

TV 2 trak efterfølgende historien tilbage og har gentagne gange beklaget, at den var blevet bragt. Ifølge nyhedsdirektør Ulla Pors på TV 2 var der tale om en fejl. TV 2's historie var lavet efter henvendelse fra en kilde og blev bragt, selvom TV 2 altså blev advaret om, at historien kunne være forkert, kunne Ekstra Bladet tidligere i juni afsløre. Den afsløring fik påny kritikken af TV 2's håndtering af sagen til at rulle, og tidligere på ugen blev Ulla Østergaard sygemeldt efter voksende kritik.

I et internt nyhedsbrev, som Ekstra Bladet refererede tidligere torsdag, blev forløbet omkring historien adresseret, og det kom frem, at tre ansatte havde følt krafigt pres for at skrive den usande historie.

"I påsken oplevede tre af vores kollegaer at blive udsat for et ret kraftigt pres fra en chef om at producere og publicere en historie på TV2.dk. En historie, som de ikke syntes var i orden – den såkaldte grønlandssag," fremgik det af nyhedsbrevet, hvor journalisterne på TV 2 generelt blev opfordret til at kontakte tillidsfolk, hvis de oplevede en lignende situation.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også