Nicolai Wammen henter igen S-pressechef som særlig rådgiver

Mikkel Harboe afløser Mads Brandstrup som den ene af finansministerens to særlige rådgivere.
Finansminister Nicolai Wammen (S). | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen (S). | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mikkel Harboe bliver fra 20. september særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen (S), meddeler Finansministeriet fredag på sin hjemmeside.

Mikkel Harboe, der i øjeblikket er på barsel, kommer fra et job som pressechef for Socialdemokratiet.

"Når min barsel er slut, begynder jeg i Finansministeriet som særlig rådgiver for Nicolai Wammen. Det glæder jeg mig utrolig meget til," skriver Mikkel Harboe på Twitter.

Nicolai Wammen har hele tiden haft to særlige rådgivere i tiden efter folketingsvalget i juni 2019, hvor Socialdemokratiet vandt regeringsmagten.

Mathias Secher er fortsat særlig rådgiver, mens Mads Brandstrup i juli meddelte, at han sagde farvel 1. september for at tiltræde som adm. direktør i Danske Medier.

Mads Brandstrup var lige som Mikkel Harboe pressechef i Socialdemokratiet, inden han blev særlig rådgiver for Nicolai Wammen.

Mikkel Harboe har siden marts 2020 været pressechef i Socialdemokratiet, og inden det var han fra 2012 kommunikationschef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Forinden havde han arbejdet samme sted i et par år som kommunikationsmedarbejder.

Han har en kandidatgrad i offentlig forvaltning fra RUC fra 2012.

I studietiden arbejdede han samme sted som forskningsassistent, og han havde også arbejde hos Direktoratet for Fødevareerhverv.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også