MediaWatch

Ræson udnævner ny ansvarshavende chefredaktør

Ansv. chefredaktør på Ræson siger farvel til det politiske medie. Hans afløser har tidligere været tilknyttet DR2 Deadline.

Foto: Screenshot

Jeppe Grand Egsgaard bliver ny ansv. chefredaktør for det politiske magasin Ræson. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Han tager over fra Jakob Kromann, som har bestredet jobbet siden januar 2019. Jakob Kromann begyndte på Ræson som skribent og redaktør i juni 2017 og blev siden redaktionschef og medlem af chefredaktionen. Han har nu valgt at forlade magasinet til fordel for et nyt job som administrativ souschef på den danske ambassade i Litauens hovedstad, Vilnius.

Den nye chefredaktør, Jeppe Grand Egsgaard, har bl.a. en bachelor i filosofi, politik og økonomi fra Oxford Universitetet i England og er ved at blive uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet. Tidligere har han været tilknyttet Deadline på DR2 som universitetspraktikant. Han har været tilknyttet Ræson siden 2019.

Hårdt ramt af coronakrisen

Ifølge Jeppe Grand Egsgaard har coronakrisen gået ud over Ræsons eventforretning, som har været ramt af aflysninger. Derfor har magasinet valgt at flytte kræfterne fra arrangementerne over til en digital særudgave, som udkommer fleksibelt.

Mens eventforretningen har været ramt, har coronakrisen givet mange nye læsere, lyder det i pressemeddelesen. Magasinet ønsker dog ikke at offentliggøre sine abonnementstal.

Ræson blev i 2002 stiftet af Clement Kjærsgaard, som stadigvæk står for magasinets udgivelse. Magasinet udkommer på tryk fire gange årligt samt på nettet. Et årsabonnement koster 250 kr.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere