WAP-brugere dropper WAP

MediaWatch

I modsætning til SMS har WAP ifølge Berlingske Tidende ikke nået noget som bare ligner folkelig accept. WAP-markedsføringen har været så skuffende, at producenterne i markedsføringen af nye mobiltelefoner end ikke nævner, at produktet er i stand til at læse WAP-sider.

Ifølge Vilstrup-undersøgelsen bruger kun to procent af WAP-telefon-ejerne WAP-funktionerne hver dag. Tallet skal ses i sammenhæng med, at hele 76 procent af mobil-brugerne bruger SMS-funktionen.

Undersøgelsen viser ydermere, at der er markante forskelle på skandinavernes udnyttelse af den første generation af det mobile Internet. Således ejer dobbelt så mange nordmænd en WAP-telefon som danskerne eller svenskerne.

På spørgsmålet, om folk uden WAP vil købe WAP næste gang de køber mobiltelefon, svarer 81 procent af nordmændene nej mod 58 og 76 procent i henholdsvis Sverige og Danmark.

En Vilstrup særundersøgelse af det danske marked viser,at brugen af WAP er nedadgående - bortset fra hjemmebank, hvor en Danske Bank-markedsføring udviser positive resultater.

Teleselskaberne menes ifølge Berlingske nu at være hunderædde for ikke igen at skuffe markedet, og er derfor tilbageholdende med lanceringen af GPRS-teknikken (General Packet Radio Service), der er en udvidelse af mobilnettet, der sikrer, at forbrugeren altid er på. Orange, Sonofon og TDC har alle færdige GPRS-net klar, men venter på, at de rigtige telefoner og tjenester skal være til stede.

WAP er oprindeligt udviklet af Nokia, Ericsson og Motorola.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår