TDC aktie skarpt ned efter regnskab

MediaWatch

Tele Danmark måtte få minutter efter offentliggørelsen af sit årsregnskab idag se aktiekursen dykke med tæt ved 13 procent. Efter at have ligget i kurs 370 ved åbningen, lå aktien kort efter offentliggørelsen i kurs 322.

I skrivende stund befinder Tele Danmark aktien sig i kurs 310.

Om end EBITDA-resultatet - det vil sige resultatet før renter, skatter og afskrivninger var på hele 12,9 milliarder kroner, så var det mindre end analytikerne havde forventet og renses dette i øvrigt rekordhøje resultat for engangsindtægter og ekstraordinære posteringer, så vender indtjeningsbillede. her viser det sig nemlig at nettoindtjeningen er faldet med 4,3 procent i forhold til 1999. Fra 3,75 milliarder til 3,59 milliarder efter skat.

Hertil kom så - ikke mindst - at Tele Danmark ikke forventer vækst i indtjeningen for i år, hvilket for alvor fik investorerne til at sætte den i forvejen hårdt ramte Tele Danmark aktie på salgslisten.

Som den tungeste aktie i KFX-indekset har kursdykket i TDC slået kraftigt igennem på KFX-indekset, der efter regnskabet gik fra plus til minus - 6,75 point lavere i 326,76.

Analytikere havde set frem til en forholdsvis begivenhedsløs TDC regnskabsfremlæggelse og faldet i indtjeningen kom derfor som en stor overraskelse.

Regnskabsaflæggelsen har tilsyneladende ikke føjet nyt til spekulationerne om SBC's mulige salg af Tele Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også