Fravær mailes på Internettet

MediaWatch

Kommunedata (KMD) har købt ideen og vil nu tilbyde den over hele landet.

Snart får lederne i børnehaver, skoler, plejehjem og andre kommunale institutioner nemmere ved at indberette fravær blandt personalet.

I stedet for at føre fraværslister på papir og sende dem med post til rådhuset vil institutionerne kunne indberette fravær direkte over Internet. Indberetningen over Internet bliver gjort mulig, efter at KMD har købt et web-modul af Kolding Kommune.

Modulet gør det muligt at bruge Internet til at betjene det centrale KMD mainframesystem til fraværsregistrering. Det betyder, at systemet nu kan betjenes decentralt i institutionerne i stedet for kun fra kommunens rådhus.

Modulet blev udviklet i sommer i et samarbejde mellem kommunens IT-afdeling og personaleafdeling. Siden er løsningen taget i brug med stor succes i kommunen og er blevet demonstreret for flere andre kommuner, der har vist stor interesse for den.

KMD integrerer i øjeblikket web-modulet i fraværssystemet. Det sker ved kodning. KMD forventer at have en samlet Internet-løsning klar til andre kommuner over hele landet i starten af det ny år. Priserne for den ny løsning er endnu ikke fastlagt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også