IT-investorer indtager København

MediaWatch

Her står førende danske og internationale investorer klar til at modtage de udvalgte start-up virksomheder fra Danmark og Sverige, der slap gennem nåleøjet.

Torsdag bliver en ualmindelig vigtig dag for de 26 start-up virksomheder, der er blevet udpeget til at deltage på den første Financial Matchmaking arrangeret af First Tuesday Danmark og Venture Cup Øresund i fællesskab.

Udsigten til en økonomisk indsprøjtning fra en eller flere af de fremmødte investorer har fået mere end 100 danske og svenske start-up virksomheder til at stå i kø for at komme med på arrangementet. Omkring 30 førende ventureselskaber og investorer fra Danmark, Sverige, Norge, USA, Storbritannien og Israel har meldt deres ankomst.
- Gennem vores netværk er det lykkedes os i fællesskab at etablere en stærk platform, hvor innovative entepenører og investorer nu får en fantastisk mulighed for at møde hinanden, siger Erik C. Lund, director i First Tuesday Danmark og ansvarlig for arrangementet sammen med Venture Cup Øresund.

På baggrund af virksomhedernes forretningsplaner og investorernes ønsker er 26 virksomheder inden for Internet, Wireless, Media, IT, Software og teknologi blevet valgt ud. Målsætningen er, at hver af de udvalgte entrepenører får 6-10 individuelle møder med de investorer, der i forvejen har ønsket at møde dem.

Det er First Tuesday Danmark og Venture Cup Øresund, der sammen har stået for den målrettede udvælgelse. I den forbindelse er der også skelet til kriterier som unikke ideer, spændende brancher, vækstpotentiale og internationale ekspansionsmuligheder.

På investorsiden er invitationen blevet godt modtaget. Her finder man blandt andet svenske Startupfactory, Venture Partners Norway, amerikanske AC Ventures, mens den hjemlige scene er repræsenteret ved Danske E-ventures, Internet Ventures Scandinavia, AS Brandts og mange flere.

Financial Matchmaking finder sted torsdag den 2. november fra 9.30 til 18.30 hos Bojesen på Axelborg i København. Næste matchmaking med fokus på tekniske entrepenører inden for software og hardware afholdes i København den 30. januar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også