AOL-Time Warner i søgelyset hos EU

MediaWatch

Fusionen mellem AOL og Time Warner forløber ikke uden problemer. I går forlød det således, at de amerikanske anti-monopol myndigheder frygter, at fusionen vil skabe problemer for den frie konkurrence på det amerikanske kabel-TV marked.

I dag kom så nyheden fra Financial Times om, at EU frygter, at fusionen vil skabe problemer på markedet for distribution af musik og andre produkter via Internettet. EU forudser, at fusionen vil indebære, at AOL-Time Warner kommer til at fungere som "gatekeeper", således at AOL-Time Warner vil kontrollere teknologien for download af indhold fra Internettet og dermed vil være i stand til at holde konkurrenter væk fra markedet.

På denne baggrund anser Financial Times det for sandsynligt, at EU vil kræve af AOL-Time Warner, at parterne sørger for på konkurrencemæssige vilkår at give adgang til teknologien for download og distribution af musik og andet indhold over Internettet. Dette vil være i overensstemmelse med ønsker fra AOL-Time Warner's konkurrenter, som har givet udtryk for, at de ønsker adgang til teknologien for at kunne konkurrere på lige vilkår.

EU-kommissionen har frist indtil midt i oktober, men det står endnu ikke klart, om Kommissionen vil lægge så store krav over på fusionsparterne, at fusionen falder til jorden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også