Venstres kulturpolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen fremførte i går offentligt den bemærkelsesværdige påstand, at det svækker DR's troværdighed og angriber medarbejdernes "arbejdsfrihed", at jeg har irettesat en vært, der helt bevidst og udenom sine egne kolleger og redaktion trodsede en redaktionel beslutning om at drøfte brugen af JP's ti år gamle Muhammed-tegninger med sin chef før offentliggørelse.

Andre har ligefrem følt sig kaldet til at mene, at jeg dermed undertrykker DR-medarbejderes "ytringsfrihed" og kaldt det "censur".

Afvejninger er hverdag

Enhver, der nogensinde har været i nærheden af en nyhedsredaktion ved, at den redaktionelle proces er fyldt med daglige valg og fravalg, hvor medarbejdere og redaktører sammen forsøger at veje hensyn op mod hinanden: Det gør vi, når vi skal tage stilling til, om vi skal bringe navnet på den dømte. Om vi skal vise den seneste henrettelsesvideo fra IS eller ej. Om den krænkelse, som brugen af skjult kamera altid er af den enkelte, overskygges af hensynet til offentlighedens ret til at vide besked om væsentlige samfundsforhold. Og om vi overhovedet skal omtale gidsel-sager, som den danske sejlerfamilie eller Søren og Eddie.

Det er den slags etiske afvejninger, der definerer et medie: Dets rolle, dets etik og dets publicistiske linje.

Hvis man er enig i det, så er man nok også enig i, at når der efter en grundig og åben drøftelse internt - og det har vi heldigvis i DR - bliver lagt en linje, så er det mest hensigtsmæssigt, at den bliver efterlevet. Det duer jo ikke, hvis vi som medie har besluttet ikke at omtale en gidselsag, og så er der en aftenvagt på dr.dk, der smækker den seneste video med gidslerne op på forsiden, når redaktørerne er gået hjem, bare fordi han er uenig i den redaktionelle linje.

Utidig sammenblanding

Det var disse redaktionelle spilleregler, som jeg understregede overfor den pågældende Deadline-vært (Adam Holm, red.). At tale om, at det er at knægte en fastansat medarbejders ytringsfrihed, arbejdsfrihed eller personlige frihed er derfor en helt utidig sammenblanding af begreberne.

Michael Aastrup Jensen tager også grundlæggende fejl, når han angriber DR for at beslutte ikke at bringe JP's Muhammed-tegninger.

Det har vi nemlig ikke besluttet. Og vi har vist tegningerne flere gange. Både i 2006 i forbindelse med den første Muhammed-krise, i 2008 i forbindelse med attentatet på tegneren Kurt Westergaard, som er ophavsmand til en af disse tegninger samt flere gange efterfølgende, senest i kølvandet på terrorangrebet i Paris. 

V: Adam Holms "kaffeaftale" må ikke lægge låg på intern debat

Men vi har hverken gjort det som provokation, demonstration, aktion eller bare fordi, vi har lov til det. Vi har gjort det, hvor det har været vigtigt som dokumentation, og når der har været en klar og indiskutabel redaktionel begrundelse for at gøre det.

Generelt gælder det, at vi udviser særlig omhu og stort hensyn, når vi bringer indhold, som kan opfattes som krænkende. Men dette hensyn skal afvejes i forhold til det helt afgørende udgangspunkt, at vigtige emner skal kunne diskuteres og dækkes redaktionelt.

Valgte Dan Parks billeder fra

Som publicister og borgere i et demokratisk land, er vi naturligvis alle rystede over, at nogen kan finde på at slå andre mennesker ihjel på grund af nogle streger på et stykke papir. Vi støtter JP's og alle andres ret til at trykke alt, der ikke er i strid med landets love, som en del af den grundlovssikrede ytringsfrihed, som vort samfund bygger på. Men ytringsfrihed er ikke det samme som ytringspligt.

Og vi har ikke ment, at det er nødvendigt at gentage det, nogen opfatter som en provokation blot for at illustrere, hvad sagen drejer sig om. Ganske som vi ikke har ønsket at bringe provokationskunst, som blot har til formål at provokere. Da den svenske provo-kunstner Dan Parks såkaldte værker blev forbudt i Sverige, var det naturligt for os at dække både sagen og dens perspektiver. Men vi følte os ikke forpligtede til at viderebringe Parks provokationer for at kunne drøfte grænserne for ytringsfrihed. Ganske som vi ikke føler os forpligtede til at vise pornoscener, for at illustrere historier om pornoindustrien.

Politik må ikke styre

Enhver har ret til at tegne Jesus eller Muhammed, der voldtager en gris. Det er netop forsvaret for ytringer, man selv opfatter som dumme, krænkende eller forargelige, som er afgørende for et egentligt forsvar af ytringsfriheden. Det er jo ikke vanskeligt at forsvare ytringer, man selv er enig i.

Men det er ikke ensbetydende med, at man for at demonstrere sin holdning til ytringsfrihed skal viderebringe ytringer, som man ikke selv ville have fremsat fra starten.

Michael Aastrup Jensen og mange med ham har det politiske synspunkt, at medierne og især DR har en særlig forpligtelse til at vise JP's og andres tegninger af Muhammed igen og igen. Det er netop et politisk synspunkt.

Men DR skal agere som uafhængigt medie. Vi skriver ingen ledere og redigerer alene vores indhold ud fra journalistiske kriterier og ikke ud fra politiske holdninger.

Handler om at holde fast

Og jeg og andre DR-chefer skal sikre, at DR ikke spændes for nogens vogn: Hverken dem, der ud fra et ideologiske eller humanistiske synspunkter mener, at vi ikke må offentliggøre noget, som nogen kan blive sure over.

Og heller ikke dem - politikere, ansvarsfrie bloggere eller velmenende medarbejdere - der mener, at DR's udsendelser skal bruges til sende statements og strittende langefingre til islamiske fundamentalister, skal tvinge os til dette.

Ikke mindst i ophedede situationer er det en afgørende redaktionel ledelsesopgave at holde hovedet koldt og undgå at træffe selv vanskelige journalistiske beslutninger i affekt, men ud fra publicistiske værdier og ens i forlængelse ad den opgave, man skal løse som medie.

DR holder den linje, vi har fulgt i sagen om Muhammed-tegningerne siden 2005.

Og mod handler ikke kun om ikke at være bange. Det handler i høj grad også om at holde fast i principperne, når bølgerne går højt.