Journalisternes egen dagpengeskandale

I medierne gøres antallet af dagpenge-ofre otte gange så stort, som det er i virkeligheden, skriver Bent Falbert i sin kommentar.
AF BENT FALBERT, JOURNALIST OG FORFATTER

Det foregår i tv, radio, på net og i aviserne: Hver dag tæskes det ind i os, at 41.000 stakkels ofre har mistet deres toårige ret til dagpenge. 41.000! Man ser for sig det vældige antal uforsørgede mennesker gå sultne og boligløse rundt.

Men det er moderne at tjekke facts – så dét har jeg tilladt mig at prøve ved hjælp af Beskæftigelsesministeriets officielle opgørelse af, hvem der havde opbrugt dagpengeretten indtil maj i år.

Overdrevet otte gange

Det drejer sig ganske rigtigt om 41.028 mennesker. Men de er ikke røget i en social massegrav, som mange naive journalister og oversmarte politikere giver udtryk for.

Det er faktisk ’kun’ 4.831 af dem, som hverken får ydelser eller løn.

Problemet er altså otte gange mindre, end den gængse journalistiske fremstilling signalerer.

Forsørget i fire år

Ud af de 41.028 er 11.897 således kommet i arbejde. Andre 4.825 er gået på SU for at tage en uddannelse.

6.110 er flyttet på kontanthjælp, 5.828 får arbejdsmarkedsydelse, mens 1.891 er gået på efterløn og 1.874 på sygedagpenge.

I øvrigt har langt de fleste ’udstødte’ været sikret forsørgelse i fire år. Hvis man blev ledig i juli 2010, da dagpengereformen trådte i kraft, har man kunnet få dagpenge i to et halvt år (det ekstra halve år blev aftalt mellem regeringen og Enhedslisten). Dernæst har man kunnet hæve uddannelsesydelse på kontanthjælpsniveau i et år og arbejdsmarkedsydelse i yderligere et halvt år.

Selv med den tidligere dagpengeperiode på fire år ville man stå uden forsørgelse i dag.

Journalistisk ballon

Jeg skriver det lige igen: Kun 12 procent af de 41.028, der har opbrugt dagpengeretten, står i dag uden lønindkomst eller ydelser. Og af disse 4.831 mennesker er nogle på ferie for egen regning; i færd med at stifte egen virksomhed; på arbejde i udlandet - eller de har formueforhold, der afskærer dem fra offentlige kasser.

Jeg bestrider ikke, at en del af de 4.831 ’udstødte’ har økonomiske problemer. Men som det ses, er ’dagpenge-skandalen’ i høj grad en journalistisk konstruktion, der er blæst op som en ballon, fyldt med gas.

Mit ærinde er ikke at forsvare regeringen. Dens dødsdrift lader sig ikke standse. Derimod er det mit spinkle håb, at mine ærede kolleger vil gå over til at bygge deres journalistik om dagpengene på et faktuelt grundlag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også