Frejlif Olsen – der senere blev Ekstra Bladets højt begavede og velskrivende chefredaktør – var i efteråret 1892 inviteret til møde med Politikens næsten lige så begavede chefredaktør, Viggo Hørup, samt bladets medstifter, Edvard Brandes.

Det drejede sig om Frejlifs eventuelle ansættelse på Politiken som rigsdagsmedarbejder.

"Hvad har De tænkt Dem er lave?" spurgte Hørup.

"Jeg har tænkt mig at klø løs på hele den bande, der sidder derude i Folketinget," svarede Frejlif. Parlamentet holdt på den tid til i Østre Landsrets nuværende bygninger i Bredgade.

 "Ja, så er vi enige," erklærede Hørup – og ansatte unge Olsen, som i 1905-36 blev chefredaktør for ’Danmarks værste spækhøkeravis’, hvilket visse spidsborgere tillod sig at kalde Ekstra Bladet.

Fornærmede politikere

Frejlif Olsen holdt ord. Han udstillede skånselsløst politikernes svigt, løgn og tomme propaganda i et frisprog, så han i en periode 1893-94 blev udelukket fra Folketingets presseloge. Uforknyt gik han i stedet ind på de almindelige tilhørerpladser og fortsatte med at klø løs på magthaverne.

I sammenligning er vor tids kritiske, politiske journalistik tam som en gammel hund.

Det grænser derfor til komik for let øvede at se 70 ud af 80 adspurgte folketingspolitikere jamre i Politiken over, at pressen har "udvist manglende respekt for politikernes arbejde på Christiansborg".

Brandmaskinen Pind

Vorherre bevares. Jeg kan kun svare, at det sandelig er berettiget. De udfører meget "arbejde", som pressen umuligt kan respektere. Snesevis af folketingsmedlemmer driver den af, fordi alle beslutninger tages i toppen.

En brandmaskine som Venstres Søren Pind - hvis politiske virke består i at gøre sig selv kendt - vil spærre pressen adgang til dele af Christiansborg. Som sædvanlig er hans forslag ikke gennemtænkt, for netop en linselus som han burde være klar over, at han er glemt den dag, medierne ikke har adgang til at rapportere om hans næste sving i trapezen.

Småpinlig sandhed

Sandheden er, at ingen vælger ville ane, hvad deres Folketing og regering foretager sig politisk, hvis ikke pressen kommunikerede det. Vælgerne ville heller ikke være i stand til at kende forskel på politikerne. Sammenhængen er så elementær, at det er småpinligt at nævne den. Men øjensynlig har tilhængerne af pressens forvisning fra store reservater i Folketinget tabt overblikket.

Anledningen til restriktionssnakken er et par episoder, hvor Lars Barfoed, Birthe Rønn Hornbech og departementschef Christian Kettel Thomsen blev udfrittet på gangene. Det tog de nu ikke skade af.

Men ingen politiker behøver at frygte forfølgelse, hvis de opfører sig normalt og svarer på de spørgsmål, journalister berettiget kan stille på vælgernes vegne.

Historien gentager sig

Barfoed-hændelsen førte til, at Ekstra Bladets Martin Olsen og Anthon Unger af tingets præsidium fik et halvt års adgangsforbud til Christiansborg. Sælsomt nok bakket op af presselogens tanketomme formand Henning Olsson fra statsfjernsynet.

De to kom dermed i selskab med Frejlif Olsen, som også kløede for hårdt løs på nogle politikere – ifølge den tids folketingsformænd.

Tænk, at vi ikke er kommet længere på 120 år, end at historien gentager sig.