Medierne tabte hovedet i DONG-dækning

"Det politiske hysteri, som ikke mindst de forvirrede folkesocialister piskede op, fik mediehjernerne til at koge i stedet for at kølnes," skriver Bent Falbert om mediedækningen af DONG-sagen i dagens debat.
Bent Falbert, politisk kommentator og forfatter. Tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet.

Med visse variationer var medierne lige dårlige til at holde hovedet koldt i sagen om Goldman Sachs’ køb af 19 pct. af DONG.

Bagklogskab kan være ulidelig. Men det vil være dumstædigt ikke at tage ved lære af forløbet.

Resultatet er opsigtsvækkende: I disse dage mener næsten 80 pct. af befolkningen, at det er forkasteligt, at S-R-V-K-LA plus det meste af SF stemte ja til at tillade salget.

 

En grov fyr

Sådan havde jeg det også selv en periode. Goldman Sachs ER en grov, iskold kapitalistbank, som kun jagter profit, gerne hurtige penge. Virksomheder købes, skæres til, gives ny ledelse – og sælges. Videre!

Det ER en usympatisk og rå verden, hvori Goldman Sachs tager prisen som den mest kyniske.

Derfor lød det ædelt, da nogle danske pensionskasser i forblommede vendinger tilbød at undersøge, om de kunne erstatte Goldman Sachs som investor. Det viste sig, at de ikke ville løbe risikoen men krævede statsgaranti for investeringen, som om den var et lån med staten som kautionist. Men der er brug for noget andet: Frie, ny penge.

 

Pinlige Bondo

Grinagtigt nok viste det sig tillige, at en revyfigur som lærerformand Anders Bondo Christensen, der fremtrådte som selve den enfoldige renfærdighed, allerede var i bukserne på den udskældte kapitalist. Lærernes pensionskasse ejer såmænd 50 mio.kr. aktier i Goldman Sachs!

De fleste andre pensionskasser og pengetanke har også andel i spekulationsgiganten, herunder den amerikanske fagbevægelse. Pensionsopsparere har nemlig ikke det fjerneste imod at få forrentet deres indskud godt – uanset metoderne.

 

Fromhed savnes

Vi er mange, som kan finde Goldman Sachs’ navn i fortegnelsen over de papirer, som udgør vor pensionsopsparing. Så hvis vi vil skælde ud på finansminister Bjarne Dong Corydon, må vi først have bragt fromhed ind i vore egne forhold.

Jamen, er Goldman Sachs ikke særligt slemme, fordi de sender overskud uden om skattevæsenet til diverse skatteoaser rundt om i verden?

Jo, de er drevne til denne trafik. Men som det efterhånden kom frem, er det helt almindeligt i denne verden af investorer at sende pengene væk fra lande med grådige skattevæsener. Hvorfor mon Jyske Bank har en stor afdeling i Gibraltar, hvor ingen danskere bor?

Uklædeligt hjernesvigt

Efterhånden gik også op for os i medieverdenen, at Goldman Sachs Capital Partners sammen med kapitalfonden EQT f.eks. ejer verdens største serviceselskab, det danske ISS med 500.000 ansatte i hele verden. Det er en oplysning, vi bærer med fatning. 

I øvrigt er det hensigten, at ejerskabet af både DONG og ISS kun skal vare, indtil det lykkes at sende de to store virksomheder på børsen. Når det sker, kan ingen sortere i den kreds, der køber aktierne. Det afgør alene markedsmekanikken. 

Kortere sagt: Jeg hævder ikke, at Goldman Sachs har fortjent ordenen Den Barmhjertige Samaritan med egeløv. Men det politiske hysteri, som ikke mindst de forvirrede folkesocialister piskede op, fik mediehjernerne til at koge i stedet for at kølnes.

Vores forargelse lammede tænkeevne og proportionssans.

Det er i grunden ikke ret klædeligt.

Debat: DR-lobbyist forklædt som medieforsker 

Debat: Altingets licenshistorie har skævt afsæt  

Debat: DR og TV 2 i lobbyeliten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også