Berlingske-salg kan styrke betalingsmure

En ny konkurrencesituation på det danske dagbladsmarked, hvor JP/POL bliver ene mastodont, kan åbne for digital succes, skriver David Beckmann, New Media Consulting.
David Beckmann, New Media Consulting

Dagbladene bygger på bedste koordineret vis betalingsmure i forskellige tykkelser og højder. Et af de mest skæbnesvangre slag nogensinde i mediebranchen er indledt samtidig med, at styksalget af Berlingske Media er sat i gang.

Spørgsmålet er, om det vil lykkes medierne at tage penge for digitalt indhold – og om timingen af Berlingske Media-salget vil ændre billedet og gøre en forskel?

Berlingske Media har unægteligt været først med flest nye tiltag, men uden en koordineret indsats blandt de to store mediehuse har opgaven tidligere været umulig at løse. 

Nu hvor salget står for døren, kan virkeligheden blive en helt anden. Og uanset udfaldet at Berlingske-salget, vil opsplitningen af Berlingske Media efterlade JP/Politikens Hus som absolut hovedspiller- og motor på det danske dagbladsmarked. JP/Politikens Hus kommer til at eje den taktiske dagsorden, og det åbner for større kontrol med betalt indhold på nettet.

JP/POL-position kan gavne digital forretning

Min hypotese er, at det rent faktisk vil gavne resten af dagbladene, at JP/Politikens Hus som mastodont alene styrer dagsordenen for betalt indhold.

Dels fordi huset i øjeblikket er i gang med at teste tre forskellige modeller for brugerbetaling – Politiken har indført New York Times-modellen, JP deres Premium-univers og Ekstra Bladet ’Ekstra’ – med forskellige prispunkter og tilgang til betalingsvilligheden.

De erfaringer kan huset bruge koordineret og få langt større erfaringsgrundlag, der kan bruges som dåseåbner for betalingen.

Mulighed for universelt login

Her opstår også en ny mulighed, som det tidligere Danske Dagblades Forening i 2010 undersøgte med undertegnede som projektleder. En fælles adgang til betalt indhold. Ikke en såkaldt ’Spotify for aviser’, for der er ikke penge nok i den model.  Nej, i stedet skal JP/Politikens Hus udvikle et universelt betalings-login og tilbyde motoren til resten af dagbladene. 

Man kunne i denne sammenhæng endda forestille sig, at en række af landets aviser, internetmedier, webservices, ydelser m.v. ’bundlede’ deres produkter på en sådan måde, at det endelig ville resultere i ’value added’ for brugerne. Og med kun ét klik væk fra betalingen ligner det en ny ’App store’ for alle medier.´

I kulissen lurer imidlertid stadig DR, som hele tiden udvider og forbedrer deres indhold i en sådan grad, at det kollektive hop over avisernes betalingsmur potentielt kan blive bremset.

Det er politik og taktik på højt niveau, men når alt kommer til alt, håber jeg, det bedste indhold må vinde.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også