DEBAT |

Coronakrisen har sendt brodcastere og producenter ud på akutte brandslukninger i hver deres hjørne af tv-branchen. Krisen tydeliggør samtidig forholdet og afstanden mellem broadcaster og producent i fødekæden, og midt i den kaotiske usikkerhed rummer situation også et perspektiv, der måske kan virke banalt, men som ikke desto mindre er en mulighed for branchen set fra min stol:

At den optimale forretningsmæssige symbiose mellem producent og broadcaster kræver en bedre og mere indgående grundforståelse for hinandens forretninger – særligt i en tid hvor det naturlige adfærdsmønster ofte er et øget selvfokus.

Stadiet damage control er i tiden nok det primære fokusområde. Et uundgåeligt led i afviklingen af dette stadie har for de fleste producenter været opkaldet til den pågældende broadcaster med en bøn forklædt som en forespørgsel: "Send more money, please!"

Jeg selv tog fat i en af vores broadcastkunder for at berette om den heroiske gerning, vi havde bedrevet, da vi for egen regning havde fragtet et produktionshold hjem i sikkerhed fra Baskerlandet. Jeg følte mig naturligvis berettiget til kompenserende økonomi til produktionen, men måtte se langt efter det ønske.

Forståelse for hinandens forretninger

Desperate tider kalder på desperate foranstaltninger, og det er ikke unormal procedure at tale med en broadcaster om ekstra økonomi, når der opstår uforudsete ting. Så jeg følte mig naturligvis ekstremt uretfærdigt behandlet. Her gik jeg jo og troede, vi var venner.

Min psykolog siger, jeg skal tackle sådan en følelse med empati. I dette konkrete tilfælde bestod den øvelse i at forstå, hvad det egentlig ville betyde for broadcasterens forretning, hvis de skulle imødekomme min – og sikkert mange andres – forespørgsel.

De fleste producenter, inklusiv jeg selv, vil formentligt mene, at vi forstår broadcasterens situation og forretning allerede ved at udvikle og sælge vores indholdsekspertise til broadcasterne med udgangspunkt i deres efterspørgsel.

Sandheden er bare, at forretningsmodellen inden for tv-branchen ikke placerer tv-producenter et sted i værdikæden som – normalt – tvinger dem til at skulle bekymre sig om eller sågar forstå, hvad der i virkeligheden holder hjulene i gang i deres forretning, nemlig broadcasterens forretning.

Hvor tv-producenter i vidt omfang arbejder lineært med ide, udførelse, og aflevering, så arbejder broadcasterne i lange strategiske spor, som rummer overvejelser om teknologi, samspil på tværs af platforme, politisk placering, ny international konkurrence samt en hel verden af kommercielle krav og behov, der i sidste ende værdisætter og muliggør finansieringen af indholdet.

Tal sammen

I tider, hvor tingene spidser til, vil konsekvensen af det uhomogene forhold blive, at producenterne opleves som grådige gribbe – der ringer og beder om flere penge – og broadcasterne som nærige mastodonter – der ikke forstår producenternes svære situation.

Jeg foreslår ikke, at kreativ værdi som i eksempelvis reklamebranchen kun kan ske baseret på et strategisk stykke forarbejde, der forudsætter en fuldkommen forståelse af kundens forretning og udfordringer, men jeg mener, det kan være rigtig hensigtsmæssigt, hvis vi bliver bedre til at tale om den konkrete forretning rundt om indholdet – både på godt og ondt.

De mange stats- og støttekroner, der findes i markedet, kan sikkert skabe en illusion om, at indhold ikke skal skabes for at tjene sig selv hjem igen, og det er der helt sikkert meget indhold, der hverken kan eller skal, da kunst og kulturstøtte er talentskabende i en uvurderlig grad. Men det kan være en skadelig betragtning, der forringer forståelsen og arbejdsforholdet mellem broadcaster og producent.

KPI'er for indhold

For derimod at øge integrationen af producenterne i broadcasterens strategiske spor og dermed forstærke symbiosen for den langsigtede fælles forretning kræver det en indsats på to planer.

På et mikroplan bør broadcasterne være villige og i stand til at tale om indholdsperformance med producenterne på et niveau, der bevæger sig ud over unyttig feedback som: "Det går ret godt på streaming", "vi havde håbet på lidt flere seere på flow", eller "de kan godt lide programmet nede i marketing".

En mere konkret præcisering og transparens omkring broadcasterens KPI’er for det indkøbte indhold vil være et afgørende udgangspunktet for bedre at forstå den fødekæde, som indholdet lever og dør i. Hvad enten disse KPI’er er abonnementssalg, seertal, PR eller branding, så bør de ganske enkelt være lige så stor en del af dialogen som den kreative proces, der uden tvivl vil blive forstærket gennem det.

Tydeligere kommunikation

På et makroplan skal broadcasterne turde kommunikere mere forretningsmæssig sårbarhed ved at tydeliggøre de udfordringer, de står over for, hvad der ikke går efter planen, og ikke mindst de værst tænkelige fremtidsscenarier, som man sammen skal forsøge at afværge.

Det vil menneskeliggøre broadcasteren som institution, hvis størrelse har krydset grænsen for, hvornår man opfattes som usårlig, og vil dermed skabe bedre forhold for eksempelvis empati.

Disse indsatser, som i denne form er forsimplet til det ekstreme, vil naturligvis kun bidrage til den fælles forretning, hvis producenterne bliver i stand og får lov til at udvikle sig til mere end blot isolerede indholdsleverandører.

Så uanset om coronaen bare er en lille kunstpause, inden der igen skal pustes mere luft i ballonen, eller om det er starten på en krise, der vil ændre alting for altid, så er det en god anledning til at se hinanden i et andet perspektiv, løse konkrete problemstillinger og optimere den fremtidige arbejdsgang.

Debat: Aviser og magasiner bør stå sammen

Q&co debatterer journalistpraktik, konkurs i Arnold Busck og politiets corona-kommunikation