DEBAT | Hvor er det ærgerligt, at Egmont Publishing og Aller Media støttet af Grakom igen skyder mod resten af mediebranchen og Folketinget, selvom det måske ikke er hensigten, i et debatindlæg mandag. Bonnier Publications, som er den tredje store magasinudgiver i Danmark, deltager ikke.

Måske skyldes det, at Bonnier har valgt en anden vej ved at melde sig ind i Danske Medier ved foreningens stiftelse i 2012. Det gjorde Egmont og Aller også, men de forlod den i 2018 i utilfredshed med ikke at få bred nok opbakning. Dermed placerede de sig igen i skyttegravene.

Inden de blev medlemmer af Danske Medier, havde de i årevis sammen med Bonnier ikke alene argumenteret for ligebehandling af moms. De krævede i kampens hede, at dagbladene skulle pålægges moms, når magasinerne ikke kunne få fritagelse.

De har set fra min stol været optaget af erhvervsstøtte og -lempelser. Udfordringen har været, at Danske Mediers profil også er journalistisk og publicistisk, hvilket har haft mindre værdi for Aller og Egmont end de økonomiske vilkår.

Hensynet til borgerne

Magasinerne har i årenes løb sagt, at især dagbladene er trådt ind på deres enemærker med livsstilsstof, hvilket gør det urimeligt, at de forskelsbehandles økonomisk. Men dagbladene og andre har altid bragt livsstilsstof. Allerede i 1930'erne begyndte eksempelvis chefredaktør og senere ejer af Aalborg Stiftstidende, Alf Schiøttz-Christensen, at bringe ungdomsstof i avisen.

Selvom magasinerne har opgivet at føre sag mod den danske stat med hjælp fra EU-Kommissionen, er de på galt spor. Folketingets argument for omsfritagelse i 1962 og siden momsfritagelse i 1967 var hensynet til borgerne og demokratiet – ikke medievirksomhederne. Folketinget ville ikke beskatte det frie ord i nyheds- og debatformidling, som dengang var dagbladenes og nu også online-mediernes styrke.

Nulmomsen omfattede og omfatter alene bladsalg og ikke annoncesalg eller andre indtægter. Det er en særlig momsfritagelse, som betyder, at dagbladene og nu også digitale medier slipper for at være skatteopkrævere for staten hos abonnenter eller medlemmer.

Folketinget ville heller ikke gøre forskel på, om man som abonnent boede midt i København eller i Vestjylland, når man skulle klædes på til at deltage aktivt i demokratiet. Derfor gav staten portostøtte til postvæsenet, hvilket sikrede samme lave distributionspris over hele landet.

Det ophørte, da EU-Domstolen underkendte ordningen, fordi det var konkurrenceforvridende at give statsstøtte til en virksomhed, som blev delvist privatiseret under navnet Post Danmark og senere Postnord. Siden blev tilskuddet givet direkte til de berørte dagblade og nu om dage som støtte til egenproduceret redaktionelt indhold i både trykte og digitale nyhedsmedier.

Et vigtigt krav er, at det redaktionelle stof primært behandler politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer. Det er problematisk i forhold til magasinernes redaktionelle indhold.

Samme økosystem

Det ændrer dog ikke ved, at alle medier i Danmark indgår i det samme økosystem – radio, tv, online, dagblade, specialblade, ugeaviser samt magasiner og ugeblade. Private værdibaserede, samfundsorienterede, publicistiske medier og statslige public service-medier, som jævnligt skal aflægge rapport til Radio- og tv-nævnet, som er nedsat af kulturministeren.

Alle medier – også magasinerne – skal huske, at der er en lang, stolt tradition for, at Folketinget fra højre til venstre i salen og på kryds og tværs af værdipolitiske holdninger har ét fælles ønske: kvalitet og mangfoldighed i medierne.

Man skal kunne se demokratiet i medierne, altså det frie ord, den uafhængige nyhedsdækning og opinionsdannelsen. Man skal også kunne se medierne i demokratiet – med pressefrihed, uafhængighed af myndigheder og borgernes frie valg af medier.

Det kæmper Danske Medier for. Det ved Bonnier, som er medlem, og det ved Aller og Egmont også godt. Derfor er det en dristig strategi at gøre moms- og mediestøtteregler til kun et spørgsmål om lige konkurrence på mediemarkedet.

Det kan Folketinget i princippet være ligeglad med. Tinget er formentlig mere optaget af konkurrencen fra mediernes kvotekonger, de globale techgiganter, inden de rydder havbunden for alt liv.

Stå sammen - men ikke hver for sig

Man kan komme langt med en konstruktiv tilgang, som magasinerne signalerer, at de har forud for medieforhandlingerne. Men de truer samtidig med igen at klage til EU-Kommissionen, hvis ikke medieforliget går deres vej.

Medierne bør forud for medieforhandlingerne skabe en omvendt corona: Stå sammen, men ikke hver for sig. Det må Danske Medier og magasinerne kunne finde ud af, mens tid er.

Ellers får Folketinget svært ved at enes om en bred, bæredygtig medieaftale. Og endnu værre: Folketinget kan vælge at pille enkelte ud af flokken, uden at resten brokker sig.