DEBAT | Jeg har gennem halvandet år undersøgt, hvordan de journalistiske medier kan åbne sig mere om deres egen virksomhed og redaktionelle metoder. Min konklusion, som findes i rapporten Redaktionelt PS, er, at hvis journalisten udviser åbenhed om sin arbejdsproces, vil forbrugerens troværdighed til det journalistiske produkt stige – og det er netop troværdighed, som er mediernes største problem i disse år, hvor sociale medieplatforme tager opmærksomhed fra den klassiske journalistik.

Det er først nu, at de klassiske medier, med ti års forsinkelse, er ved at anerkende, at 'dele' ikke blot er muligt, men også hele hemmeligheden bag de sociale mediers enorme indtrængen på mediemarkedet. 

P.S.'et til Henry Kissinger-interview

Da den tidligere stedfortrædende FN-generalsekretær svenske Jan Eliasson tv-interviewede den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, 94, sluttede udsendelsen som alle andre med rulletekster, men pludselig dukkede Eliasson op igen og forklarede, at han bl.a. havde lovet Kissinger ikke at komme ind på enkelte emner af national sikkerhed. Denne deklaration var ikke en del af interviewet, men påklistret som et redaktionelt PS. For mig virkede det ærligt og troværdigt og forklarede et par ting, som jeg havde tænkt på under interviewet.

Jan Eliasson er ikke journalist, han er tidligere topdiplomat. Men også mange journalister har opdaget, at reflektion over egen præstation er en slags træning i at blive bedre næste gang. 

Refleksion bør slå igennem

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har jeg gennem 25 år været censor for flere end 800 studerende, de første mange år uden at de studerende brugte ret mange kræfter på at overveje, hvordan deres research og arbejdsproces havde fungeret.

Men for 10-15 år siden blev det et krav, at opgaverne skulle ledsages af en reflektionsrapport. Det var et gennembrud for journalistikkens 'indre liv', hvor man erkender, at omstændighederne også er væsentlige – i hvert fald til indvortes brug. Som undervisere og censorer får vi et indblik i den studerendes erkendelse af, hvilke omstændigheder der formede det endelige produkt.

De journaliststuderende lærer derimod ikke, at nogle af deres overvejelser kan være interessante for læserne. Reflektionen betragtes oftest som intern og derfor uvedkommende for publikum. Jeg tilskriver denne holdning som et resultat af mediernes historiske autonomi, som har haft den bivirkning, at mange mediemennesker opfatter sig selv som ufejlbarlige, selvtilstrækkelige og hævede over almenheden i sandhedens tjeneste.

Min undersøgelse er ikke videnskabelig i sin metode, og den er heller repræsentativ i dataindsamlingen. Men den omfatter 48 journalister, redaktører og forskeres holdninger til Redaktionelt PS. De fleste peger på, at historiens rødder, kildens udspring ofte vil være relevant at oplyse publikum om.

Hvorfor dette mummespil

Når eksempelvis den store professionelle organisation fremlægger en undersøgelse, der indeholder grydeklare cases fra alle dele af landet, vil organisationen næppe anse det for belejligt, at journalisten afslører denne strategi. Og journalisten vil tro, at publikum anser det for useriøst – lige lovlig let – at få kendskab til at journalisten er blevet fodret.

Men hvorfor dette mummespil? Hvem siger, at publikum ikke tværtimod vil nikke i respekt for en hidtil uset åbenhed. Hvorfor skulle publikum ikke få kendskab til artiklens opståen, kildens udspring? I min research har jeg interviewet den eneste tredobbelte Cavlingprisvinder, Michael Klint, som siger, at når den professionelle kilde kommer med forslag til personer, som kan understøtte kildens undersøgelse, og dette bruges aktivt i den journalistiske fremstilling, bør mediet oplyse om det.

"Jeg kan tro, at nogle kilder vil være ærgerlige over, at det bliver offentligt kendt, at de er kommet med hele 'pakken', både facts og cases. Men vil det egentlig forringe historien? Vil mediebrugeren miste tiltro til kilden? Vil kilden holde op med at henvende sig? Jeg tror det ikke. Jeg tror, at det sagtens kan tåle dagens lys, at kilden har givet journalisten adgang til andre kilder, som kan bekræfte og understøtte det materiale, som kilden ønsker opmærksomhed om," siger Klint.

Det er til gengæld også indlysende, at der vil være masser af situationer, hvor kilden ikke vil finde sig i at få hele relationen med journalisten blotlagt. Fair nok. I større og researchtunge artikler/serier må det komme an på en prøve, en forhandling mellem kilde og journalist. Min egen research siger, at mange kilder – efter nøjere overvejelse – endda kan se en fordel i at offentligheden får at vide, at organisationen selv har præsenteret sit materiale for journalisten og kommet med forslag til, hvordan materialet blev foldet ud med konkrete personer som eksempler.

Partiet De Alternative går endda så langt, at de selv offentliggør, når de henvender sig til medierne og med hvilket resultat.

En sløjfe om den journalistiske pakke

Jeg har interviewet de nominerede til Cavlingprisen 2017 for at få at vide, hvordan journalister bag kvalitetsjournalistik stiller sig til mere åbenhed om deres arbejdsproces. De mener alle, at de kan og bør være mere åbne – i visse situationer.

Morten Svith fra Aarhus Stiftstidende, som var nomineret for 100 artikler om en bestikkelsesskandale i den kommunale forvaltning, erklærer: Det vil være god stil at snøre en sløjfe om hele den journalistiske pakke til slut for at give læserne overblik og for at dokumentere mine metoder og praksis, siger Svith.

En anden Cavling-nomineret, Camilla Stockmann, Politiken, som sammen med Janus Køster-Rasmussen var nomineret for bogen Bullshit om rockermiljøet, og som faktisk vandt prisen den 5. januar 2018, siger, at Redaktionelt PS forekommer indlysende:

"Vi var ikke i tvivl om, at vi skulle have et redaktionelt PS, som i bogen i virkeligheden både findes i ’Forord’ og i afsnittet ’Kilder’ til sidst i bogen. Det ville jeg selv til hver en tid forvente i en dokumentarisk bog. Jeg er i det hele taget stor tilhænger af princippet. Jeg har gode erfaringer med det. Jeg holder selv af at læse om andres metode, og jeg bilder mig ind, at det ikke kun skyldes, at jeg har en faglig interesse, men at jeg som læser får noget ud af, at skribenter giver indblik i processen. "

De Cavling-nomineredes udsagn underbygger således, at der er en tendens med mere åbenhed på vej. Det er denne tendens, som jeg med rapporten om Redaktionelt PS ønsker at stimulere.

Tjeklisten

Journalistisk PS er, når det er færdigudviklet både er vedkommende for mediebrugeren og et middel til at øge mediebrugerens tiltro til og tilfredshed med mediet.

Ideelt set vil Redaktionelt PS poppe op i det redigerings-CMS-system, journalisten arbejder i og fungere som en tjekliste, som journalisten løber igennem.

I rapporten findes en brutto-liste med de spørgsmål, som journalisten kan overveje, om publikum skal have svar på i Redaktionelt PS. Her er eksempler fra listen:

• Har der været citat-godkendelse – egne citater – med eller uden vetoret eller accept af forslag til ændringer i egne/andres udsagn?

• Hvilket materiale har kilden udleveret? Har mediebrugeren adgang til hele eller dele af materialet?

• Har journalisten gjort nok for, at mediebrugeren kan komme videre via nogle af de links, som er anvendt i researchen?

• Indgår der aftale med kilde om tidspunkt for offentliggørelse, medieplatform, placering?

Barriererne

Hvorfor er Redaktionelt PS ikke udbredt? Jeg har i min research bl.a. drøftet spørgsmålet med en håndfuld redaktører under en udgiverkonference i Washington i sommeren 2016. Sammenfattende har jeg identificeret fem barrierer: hensynet til kildebeskyttelse, risikoen for at konkurrenter og eller kolleger kan udnytte og få et forspring ved at læse PS, tidspres og pladsmangel.

Jeg er, barriererne til trods, overbevist om, at redaktionerne vil stå sig godt, og at medierne kan opnå konkurrencefordel, hvis de udviser større åbenhed om deres arbejdsmetoder – med særlig vægt på at deklarere relationer til kilderne.

I klassisk flerpartsjournalistik vil kilderelationen nemlig ofte have afgørende betydning for artiklens opbygning, kildevalg, kildeanvendelse samt for, hvad der i det hele taget er aftalt om interview/publicering. Derfor er der brug for Redaktionelt PS – eller noget lignende, som indeholder journalistens refleksion over brug af kilder og kildernes betingelser for at blive anvendt. Behovet øges i takt med, at kilderne professionaliseres og forsøger at styre indholdet eller handle med viden. Desuden er journalisternes produktivitetstempo øget, hvilket øger risikoen for ureflekteret og ukritisk kildeanvendelse.

Jeg håber, at de journalistiske medier vil opdage, at de med et redaktionelt PS kan distancere sig fra mange af de nye onlinemedier, der primært styres af brugerne. Større åbenhed om interne processer vil blive påskønnet og belønnet. Stor troværdighed er og bliver de journalistiske mediers allervigtigste parameter for overlevelse og vækst.