I løbet af de seneste måneder har ”fravalg” præget mediedebatten.

For hvad stiller vi op med alle dem, der bevidst undgår nyheder?

Det er særligt de unge, der trækker stikket, må man forstå. Og det skyldes, at nyhederne nærmest kun beskæftiger sig med dårligdomme. Det trigger angsten. Klima-, krigs- og katastrofeangsten.

Medierne bør ”flytte blikket fra konflikten” og se mod ”områder, hvor det rent faktisk går godt, og der er håb”, stod der i Dagbladet Information. ”Mercedes og Noor får angst af nyhederne” skrev Fagbladet Journalisten.

I januar kom turen til Presselogen. Ulrik Haagerup fra Konstruktivt Institut var kaldt ind. Kom med gode råd. Mercedes fra fagbladets spalter var med. ”Vi skal huske de positive ting”, sagde hun.

Flere symptomer

Afsættet for debatten er denne rapport fra RUC om danskernes brug af nyhedsmedier. 

• Cirka 20 pct. af danskerne svarer, at de bevidst undgår nyheder.
• For yngre aldersgrupper er tallet højere.
• Med 42 pct. er den næststørste årsag, at ”nyheder kan have en negativ indvirkning på humøret”.

Men i rapporten fra RUC er det tydeligt, at patienten lider af mere end ét symptom. Fokuserer vi kun på den ene forklaring og udskriver konstruktiv journalistik, nuancer og håb på recept, misser vi chancen for at lære noget af helheden.

Af gode grunde, jeg straks vil uddybe, er det mindst lige så interessant at se på tre andre årsager til nyhedsundgåelse:

1. 43 pct. svarer, at der er for megen dækning af politik og coronavirus.
2. 31 pct. svarer, at de bliver udmattet af mængden af nyheder.
   
3. 19 pct. svarer, at de ikke føler, de kan bruge oplysningerne til noget.
   

Et nej tak til sminket konflikt og mellemfaser

Først og fremmest inspirerer disse tre årsager til at kaste et kritisk blik under journalistikkens kølerhjelm i stedet for, at vi forsøger at dissekere, hvad der foregår i hovederne på ’unge og angste’ medieforbrugere.

De angår nemlig mediebranchens produktionsvaner i en mere håndgribelig grad end ”negativ påvirkning af humøret” gør. For hvad er negativ påvirkning egentlig? Og – hvilket man desværre bør beskæftige sig med, når man undersøger forholdet mellem nyhedsmedier og nyhedsforbrugere – hvad ér nyheder i medieforbrugerens hoved?

Dernæst bør det bemærkes, at respondenterne har haft mulighed for at vælge mellem ti forudbestemte svarmuligheder, når de skulle forklare deres nyhedsfravalg. De blev bedt om at vælge alle gældende. Derfor bør vi lede efter mønstre på tværs af svarkategorierne fremfor at hæfte os ved én årsag.

Og slutteligt – i skarp sammenhæng med ovenstående – ér der et klart mønster i de tre udvalgte årsager. Tilsammen mener jeg, at de maler et billede: medieforbrugerne siger fra overfor mængde og tempo. De indikerer at takker nej til sminket konflikt, mellemfaser, uendelig optakt og dystre analyser.

Nyhedsoverload!

Jeg vil argumentere for, at den altovervejende grund til nyhedsfravalg ikke er nyhedsangst – men nyhedsoverload.

De tre fremhævede årsager indikerer, at der noget galt med mediernes indholdsudvalg og distributionstempo, som tilsammen langt overstiger alvoren i den relativt diffuse debat om, hvorvidt nyhederne blot er for fokuseret på negativitet.

Det kan med fordel inspirere til at undersøge følgende hypoteser om sig selv:

1. Vi udgiver for meget indhold, som ligner alt det andet – og alle andres: er det for eksempel nødvendigt, at også I bringer samtlige pressemeddelelser fra Ritzau, og hvor går grænsen for, hvornår noget er vigtigt nok til, at I også fortæller det?
2. Vi er for ukritiske i vores definition af, hvad der udgør en nyhed: Hvor går grænsen for, hvornår noget skal pushes via app’en og tildeles gule bjælker? Og hvornår ’raser’ nogen nok til, at andre bør vide det?
3. Vi mangler forståelse for vores brugeres behov: og her er der virkelig tyk streg under vores brugere. For nyhedstørstige, konflikthungrende medieforbrugere findes da angiveligt derude. Rapporten fra RUC indikerer blot, at det langtfra er alle – og måske slet ikke dine brugere - som passer på beskrivelsen.

Sidstnævnte pointe er måske mest væsentlige. Da jeg interviewede Dmitry Shishkin, tidligere ansvarlig for digital udvikling hos BBC, i forbindelse med mit fellowship ved Center for Journalistik på SDU, medbragte han følgende pointe:

”At man blot ”servere nyheder” er ikke nok, for det er der mange andre, der gør. Som nyhedsmedie er du nødt til at vide, hvorfor du eksisterer i markedet, og hvorfor brugerne foretrækker dit medie frem for andre”.

Et klik er ikke et klap

Vil man have svar på sidstnævnte, er dataindsigter vejen frem. Hvad synes jeres brugere om jeres indhold? Hvad føler de? Er de interesserede i det produkt, I leverer til dem, og bliver de klogere? Det er og bliver mere brugbar information, end hvad de blot kvantitativt har klikket mest på.

Flere chefredaktører har i kølvandet på rapporten afvist, at de mærker nyhedstrætheden på egne platforme. Trafikken stiger, lyder det. Men to ting kan være sande på samme tid. Antallet af besøg på en hjemmeside siger os intet om den oplevede kvalitet, og brugerne kan sagtens gå irriterede eller skuffede fra medie-besøget, selvom de har kvitteret med et klik.

I en kommentar hos Altinget bemærker Lisbeth Knudsen:

”Vi kan ikke få eksplosionen i mængden af nyhedsmedier og nyhedsudbud tilbage i tandpastatuben. Indholdet er for længst trykket ud over hele fladen. Så vi må foretage et personligt valg. Vælge de medier, som vi stoler på, og som udkommer med et indhold, der er relevant og giver mening for os hver især.”

Så meget desto vigtigere er det, at hvert medie ved, hvem de er. Rapporten fra RUC bør fortælle os, at emnet her ikke er udtømt, og at endegyldige diagnoser er for præmature. Vi bør være inspireret til at grave dybere. 

Den rigtige diagnose viser sig forhåbentlig specifik for netop dit medie og dine brugere – og sandsynligvis mere nuanceret end ’flere’ nuancer og ’mere’ konstruktivitet.