Medieklummen. Det må være fristende for mediernes repræsentanter i det såkaldte ”medieansvarsudvalg” at sige farvel og tak. Udvalget har egentlig fået en vigtig og relevant opgave, men takket være dets formand, tidligere justitsminister Søren Pind, er der allerede nu så megen støj omkring det, at det bliver svært for det at arbejde.

Udvalget skal blandt andet diskutere medierne og ”den demokratiske samtale”, Pressenævnets beføjelser og borgernes adgang til genmæle, set i lyset af at mediebilledet har forandret sig kraftigt de seneste år. 

I kommissoriet peges der på, at ”ærekrænkende billeder, udtalelser mv. udbredes i et hastigt tempo og omfang på sociale medier”, mens det kan tage lang tid at få en krænkelse behandlet ved domstolene.

Det er vigtige spørgsmål. Men Pind har med en række udtalelser gjort det svært for sit eget udvalg. Først kom det frem, at Pind, sammen med Kulturministeriet, har lavet et juridisk krumspring, som indskrænker adgangen til aktindsigt: Man har givet udvalget status af selvstændig forvaltningsmyndighed. Uden om udvalgets medlemmer. 

Det viste sig så, at der stadig vil være aktindsigt i henvendelser til udvalget, hvilket bare fik Pind til at bede folk skrive til ham privat.

Kritik af medier

Dernæst har Pinds udtalelser om enkeltsager peget i retning af, at udvalget vil blive brugt til at ride personlige kæpheste. 

Han har blandt andet kritiseret den behandling, Danske Banks daværende topchef, Thomas Borgen, fik i medierne i forbindelse med hvidvasksagen, ligesom han har kritiseret mediernes behandling af den konservative partileder Søren Pape i de forskellige sager om hans private diplomati i Den Dominikanske Republik og hans daværende mand. 

Umiddelbart mener Pind, at nogle af medierne er ”magthadere”, men i virkeligheden er det alle medier, den er gal med:

”Jeg angriber medier under ét – på trods af behjertede, åbenlyse gode og dygtige folk iblandt – for ikke at være deres opgave voksen, for at dække over hinanden, for at tie, for at være drevet af kynisme og demagogi,” skrev han i Berlingske. 

Pind er utilfreds med at blive foreholdt citatet, for det mangler ifølge ham kontekst. Jeg mener, der er rigelig kontekst: Allerede at anklage ”medier under ét” for at dække over hinanden er så langt ude i det konspirationsteoretiske mørke, at det diskvalificerer.

Kan ikke sige farvel

Men medierepræsentanterne kan ikke bare sige farvel til Pind, for bag Pind står statsministeren: Pinds karriere som udvalgsformand begyndte med en samtale mellem de to sidste sommer i Mette Frederiksens podcast. Her hævdede statsministeren, at medierne ukritisk gengiver forkerte oplysninger: 

”En ny tendens er jo, at man kan stille sig op og sige ting, som er forkerte, uden der sker noget. Helt omkostningsfrit kan man bare påstå noget om andre mennesker,” sagde hun.

Til dato har hun nægtet at uddybe sin kritik, men heller ikke statsministre bør omkostningsfrit kunne stille sig op og sige ting, som er forkerte; det kommer der ikke megen demokratisk samtale ud af. 

Mediefolkene bør selvfølgelig blive i udvalget. Men det er nødvendigt, at regeringen på en eller anden måde rækker hånden frem for at få bilagt denne dybt skadelige konflikt med medierne.