Mediechefer har ikke forstået hvad Russia Today og Sputnik er

Når danske mediechefer siger, at EU's forbud mod radio- og tv-udsendelser fra Russia Today og Sputnik er et brud på pressefriheden, svarer det til, at man under Anden Verdenskrig havde krævet, at tyske propagandablade blev distribueret i aviskiosker, mener klummeskribent Uffe Gardel.
AF UFFE GARDEL, FREELANCE JOURNALIST

MEDIEKLUMMEN | Jeg er gammel nok til at huske Falklandskrigen, og jeg husker især et klip af et tv-interview med Thatcher, den britiske premierminister. Hun fik et kritisk spørgsmål om krigen, og svarede journalisten noget i retning af, at ”du er da velkommen til at holde med argentinerne.”

Dér skal vi ikke hen, heller ikke under den igangværende krig mellem Rusland og Ukraine. Det må aldrig blive kritisabelt – og slet ikke ulovligt – at medier forholder sig kritisk til påstande fra begge sider af konflikten. Gjorde medierne ikke det, ville de ikke være medier.

Det betyder også, at det skal være lovligt at fremsætte russiskvenlige synspunkter. Ligesom det skal være lovligt at udgive medier med en russiskvenlig redaktionel linje, hvis nogen skulle have lyst til det.

Men det er ikke det samme, som at EU’s forbud mod radio- og tv-udsendelser fra de russiske propagandamedier RT (Russia Today) og Sputnik udgør "et fundamentalt brud på pressefriheden", endsige "censur". Det første udsagn er fra en fælles pressemeddelelse fra Danske Medier, Journalistforbundet, DR og TV 2, mens det andet stammer fra en leder i Politiken.

Statslige forbud mod bestemte medier er altid noget, mediefolk reagerer instinktivt på, men når man handler instinktivt, handler man jo uden at tænke, og tænker man efter, giver netop dette forbud god mening.

Russia Today og Sputnik er ikke medier

Først og fremmest er de to "medier" ikke medier; det er propagandaapparater. De redigeres ikke efter noget, der bare ligner almindelige journalistiske kriterier. RT og Sputnik er heller ikke "russiske"; de henvender sig ikke til den russiske offentlighed, men til folk i Vesten.

Margarita Simonyan, som er chef for RT, har forklaret, at tv-stationen deltager i "en informationskrig mod hele den vestlige verden", og vestlige forskere har konkluderet, at "RT er en opportunistisk kanal, der anvendes som et instrument i den statslige forsvarspolitik til indblanding i andre staters politik".

Skal vi acceptere det i den nuværende konflikt?  Vel er vi ikke direkte og fysisk i krig, men Danmark deltager faktisk i sanktioner mod Rusland, som Putin har kaldt "beslægtet med en krigserklæring", og der kommer flere sanktioner. Skal vi i den situation åbne døren for, at Rusland kan undergrave EU’s demokratier med løgn og propaganda?

Vi er i Danmark så heldige at være ret immune over for den slags, men det er ikke situationen overalt i Europa. I Tyskland har RT Deutsch under covid 19-pandemien bidraget aktivt med misinformation, som er nået langt ud i samfundet.

Russiske mediers behandling af krigen

Alt det, følger de danske mediefolk åbenbart ikke med i. Når Danske Mediers direktør Mads Brandstrup hævder, at "muligheden for at få indsigt i, hvordan russiske medier behandler krigen begrænses", så viser han, at han ikke forstår, hvad RT og Sputnik er.

Det samme gælder TV 2’s nyhedsdirektør, Ulla Pors, som siger, at man nu ikke længere kan "følge det russiske mediebillede". Det har man såmænd aldrig kunnet i RT og Sputnik, men ingen hindrer nogen i at følge med i, hvordan medierne i Rusland dækker krigen; der er fri adgang, ligesom er i øvrigt stadig er fri adgang til RT’s og Sputniks websites.

Under Anden Verdenskrig udgav Tyskland et farvestrålende propagandablad med titlen "Signal" i flere af de besatte lande; en tid også i Danmark. De danske mediefolks holdninger svarer til, at man i 1939 havde krævet, at Signal kom i distribution i de londonske aviskiosker. Mener man virkelig det, vil jeg ønske tillykke med et virkelig konsekvent synspunkt – men et synspunkt fuldkommen løsrevet fra virkeligheden.

 

Læs flere klummer af Uffe Gardel

Erkend den politiske magts begrænsninger når det kommer til lokalmedier

Metoo-dokumentar understreger behov for at diskutere ledelse i medierne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også