Aftalepartier vil lægge spor ud til "helt ny model for mediestøtte"

Mediestøtten skal tilpasses medieudviklingen, lyder det i den nye medieaftale. En model, der favner den digitale udvikling, nye formater og innovation skal findes.
Foto: Emil Helms/ritzau Scanpix
Foto: Emil Helms/ritzau Scanpix

Færre læser trykte aviser i dag, samtidig med at den digitale udvikling og tilhørende forbrugsvaner buldrer derudad. Derfor skal mediestøtten støbes i en ny model.

Det har forligskredsen bag den nye medieaftale besluttet og skrevet ind i aftaleteksten.

”Forligspartierne er enige om at lægge sporene ud til en helt ny model for mediestøtte, der kan favne den digitale udvikling, nye formater, mere mediepluralisme og innovation hos de danske medier,” står der i aftaleteksten.

For ikke at rive tæppet væk under de etablerede medier og andre, der har baseret en del af deres økonomi på den eksisterende støtteordning, er partierne blevet enige om at nedsætte et udvalg, der skal foretage et udredningsarbejde, som kan danne grundlag for drøftelserne om den fremtidige indretning af den offentlige mediestøtte, der rummer bl.a. den redaktionelle produktionsstøtte, supplementsordningen samt innovationsstøtte.

”Udvalget skal bl.a. se på, hvilke kriterier der kan stilles i en fremtidig mediestøtteordning, herunder bl.a. krav om redaktionelle årsværk, bredt emneområde, egenfinansiering og selvstændigt medie,” lyder det i aftalen, som tilføjer, at der løbende kan blive afrapporteret fra udvalgets arbejde.

Det skal desuden se på ”forskellige muligheder for at understøtte mediepluralismen ved at styrke mindre landsdækkende nyhedsmedier” og på støttesystemet for startups inden for mediebranchen, hvilket bl.a. indebærer indretningen af innovationspuljen. 

Udvalget skal afslutte sit arbejde senest i 2024.

”For at imødekomme danskernes ændrede mediebrug inden udvalgsarbejdet er afsluttet foretages en mindre justering af den nuværende redaktionelle produktionsstøtte. Justeringen indebærer, at det i højere grad vil være muligt at støtte medier, de rikke kun primært består af tekstindhold, så den skrevne nyhedsformidling i højere grad kan suppleres af lyd og billeder,” tilføjes det.

Der tages forbehold for, at ordningerne skal statsstøttegodkendes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også