EU-Kommissionen vil sætte hårdere ind over for onlinepirater

EU-Kommissionen vil bremse onlinepirater, der streamer livebegivenheder som fodboldkampe eller koncerter.
Dette er illustrativt billede - det er ikke et billede af en konkret onlinepirat. | Foto: Annette Riedl/AP/Ritzau Scanpix
Dette er illustrativt billede - det er ikke et billede af en konkret onlinepirat. | Foto: Annette Riedl/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau og MediaWatch

Fodboldkampe og livekoncerter trækker masser af opmærksomhed. Ikke kun fra det betalende publikum, men også fra onlinepirater, som tjener penge på at streame begivenhederne.

Det ønsker EU-Kommissionen at stoppe. Torsdag har kommissionen vedtaget en række anbefalinger på området.

”En øget bekæmpelse af piratkopiering på nettet vil styrke konkurrenceevnen for EU’s sportsindustri og kreative industrier,” hedder det i udspillet.

Her peger EU-Kommissionen på, at piratstreaming kan medføre ”betydelige indtægtstab” både for kunstnere, arrangører af live- og sportsbegivenheder og tv-stationer.

”Det underminerer levedygtigheden af de tjenester, de tilbyder,” hedder det i udspillet.

Brancheorganisationen Danske Mediers direktør Mads Brandstrup udtrykte i efteråret et behov for netop at få piratproblematikken løftet til EU-niveau.

”Vi har brug for EU’s muskelstyrke, fordi vi har set i andre sammenhænge - eksempelvis i konkurrencesager - at det faktisk gør en forskel, når EU træder ind,” sagde Mads Brandstrup dengang til MediaWatch.

Konkret lægger EU-Kommissionen op til, at udbydere af hostingtjenester hurtigt skal gribe. Eller sagt med andre ord: Piratstreamingen skal stoppes, inden fodboldkampen eller koncerten er slut.

EU-Kommissionen opfordrer desuden EU-landene til at indføre ”blokeringspåbud”. De skal være særligt udformet til livebegivenheder. Arrangører skal nu have mulighed for at anmode om påbud, hvor det ikke er muligt i dag.

EU-Kommissionen kommer samtidig med en henstilling til arrangørerne. De bør øge adgangen til lovlig streaming. Blandt andet ved at sætte prisen ned.

”Henstillingen styrker også samarbejdet mellem de relevante nationale myndigheder og mellem rettighedshavere og formidlere,” hedder det i udmeldingen fra EU-Kommissionen.

Blandt andet skal myndighederne udveksle oplysninger om, hvad der virker over for onlinepiraterne. Samtidig skal samarbejdet om at stoppe piratstreaming på tværs af grænserne styrkes.

Det Europæiske Observationsorgan for krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUIPO) skal nu overvåge, om henstillingen bliver omsat til virkelighed.

På baggrund af den overvågning vil EU-Kommissionen tage stilling til, om der er brug for lovændringer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også