MediaWatch

Regeringen vil have plads til 500 i biografer og teatre

Onsdag klokken 15.15 skal Folketingets Epidemiudvalg mødes for at drøfte restriktioner efter 16. januar. Regeringen går efter at lempe deltagerloft mere end anbegaling fra Epidemikommissionen.

Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Det kan blive muligt at sidde lidt flere i biografen eller teatret, hvis store dele af kulturlivet får lov til at genåbne fra søndag.

I hvert fald indstiller regeringen nu til, at der ved en eventuel genåbning skal være et deltagerloft på 500 personer, der kan sidde indendørs under en forestilling eller koncert.

Det oplyser kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

"Vi lytter naturligvis til mange af de stemmer, der er derude, og jeg har også allerede haft et møde med Folketingets partiers kulturordfører."

"På baggrund af den dialog har regeringen valgt at lave den mindre justering, det er - at i stedet for grænsen bliver 350, så bliver den 500, når man sidder ned," siger hun.

Der er tale om en stigning i antallet af deltagere, der kan sidde ned i biografer og teatre, sammenlignet med anbefalingen fra Epidemikommissionen.

Anbefalingen fra Epidemikommissionen, der rådgiver regeringen og Folketinget om coronasituationen, er, at der skal være et loft på 350 gæster.

Meldingen fra ministeren kommer, kort før et møde i Folketingets Epidemiudvalg hvor partierne skal tage stilling til, hvilke restriktioner der skal videreføres efter 16. januar, hvor de ellers står til at udløbe.

Stor betydning

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen er ændringen i indstillingen lavet, efter at regeringen i løbet af onsdag blandt andet har haft dialog med flere aktører fra kulturlivet. Men det er en ændring, som har stor betydning.

"Smittemæssigt er det en lille justering, men for mange af vores kulturinstitutioner rundt omkring i Danmark, der vil forskellen mellem 350 og 500 gøre en kæmpe forskel. Og det er noget, vi selvfølgelig lytter til i den dialog, vi har haft," siger hun.

Forhandlingerne omkring en eventuel genåbning kommer, samtidig med at der flere gange siden 29. december er konstateret over 20.000 smittede med coronavirus på et døgn.

Det er sket, mens coronavarianten omikron har spredt sig i Danmark og er blevet den dominerende variant.

Ane Halsboe-Jørgensen siger, at en generel genåbning af kulturlivet flere steder samt et løft af deltagerloftet godt kan gøres forsvarligt under den nuværende situation i coronaepidemien.

"Det handler om, hvor meget man kan få lov til at sælge af billetter til de forestillinger, man laver, og vi har jo mange, som også har større sale, hvor de sagtens kan gøre det forsvarligt."

"Så det er jo vigtigt for os, at vi fortsat har styr på epidemien, at vi har blik for at smitten er der, men at vi også kan se at vi er et stabilt sted, hvor der er plads til åbning, og inden for den åbning har regeringen ønsket at justere," siger ministeren.

Mere fra MediaWatch

Debat: Mediepolitik uden jordforbindelse

Magter folketing og regering at lave en medieaftale, der kan gennemføres, og vil den fungere i virkelighedens mediemarked? Sporene skræmmer. Den seneste medieaftale fra 2018 er et klart eksempel på, hvor galt det kan gå. Men den var desværre ikke en undtagelse. Sådan lyder det fra rådgiver og tidl. generaldirektør i DR Christian S. Nissen i dette debatindlæg.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs